Anders Skaarup og Kim Astrup i absurd situation i mixedzone: - Er der ikke en, der har en telefon!?

De nåede kun lige ind i mixedzone, inden de begyndte at krible for at komme ud igen.
Godt nok havde Kim Astrup og Anders Skaarup lige spillet sig videre til kvartfinalen, men inde i hallen var den anden topkamp i puljen stadig i gang.
En kamp, der skulle afgøre, om danskerne ville gå som 1'er eller 2'er i puljen.
– Er der ikke én med en telefon, så vi kan se kampen!, lød det smådesperat fra Ander Skaarup, imens Kim Astrup ikke kunne fjerne blikket fra skærmen i mixedzone, der viste en grafik over stillingen fra den anden kamp.
Der var selvsagt ikke meget fokus på journalister, og hvert eneste svar blev afbrudt, når et nyt point kom op på skærmen.
De blev dog i mixedzone hele vejen igennem, selv om de blev tilbudt at gå ind i hallen og se kampen færdigt og så vende retur.
Undervejs i kampen var det da også svært for danskerne ikke at kigge sig over skulderen for at se, hvad den anden kamp stod.
– Vi så godt, at kineserne vandt første sæt. Vi så også godt, at den gik i tre sæt, men jeg synes, vi er gode til at holde fokus. Det var ikke det, der gjorde, at vi lavede fejl, erkender Skaarup.

Desværre for det danske par, så endte det med en sejr til parret fra Taiwan i den anden kamp og dermed en andenplads i gruppen.
Det betyder, at Skaarup og Astrup kommer til at møde en 1'er fra en anden pulje.