Myndighederne slår alarm: Farlig lungebetændelse spreder sig i Melbourne, Australien

Den australske stat Victoria er lige nu dybt bekymret.
For den dødsensfarlige lungebetændelse legionærsyge spreder sig, og det får myndighederne til at slå alarm.
Det skriver flere internationale medier herunder ABC News.
I fredags var der fundet 22 tilfælde af sygdommen. I går, tirsdag, var det tal oppe på 33 tilfælde.
Myndighederne spår, at flere er ramt, men at disse ikke er identificeret endnu.
- Vi er bekymrede. Det er en betydelig stigning i forhold til det normale, fortæller Clare Looker, der er sundhedschef.
Hun fortæller yderligere, at de fleste smittede er blevet indlagt på hospitalet – seks af dem er på intensiv.
Normalt oplever Victoria, at der er mellem tre og seks tilfælde af sygdommen på dette tidspunkt af året.
Og meldingen fra sundhedsmyndighederne er klar:
- Hvis man oplever symptomer på legionærsyge, skal man straks kontakte en læge.
Symptomerne er ifølge Statens Serum Institut høj feber, hovedpine og muskelsmerter. Senere tør hoste ofte ledsaget af brystsmerter.
Sygdommen er ofte meget alvorlig, og de fleste patienter bliver indlagt.
Dødeligheden er ifølge instituttet på 10 til 20 procent.