Anders Antonsen fortæller om særligt OL-problem: - Svært at se bolden

Anders Antonsen kom flot fra land ved OL med en sejr mod østrigske Filimon Collins-Valentine.
Undervejs var der, foruden en aggressivt spillende østriger, noget i arenaen, der irriterede danskeren en smule.
– Det er godt at komme i gang. Det var fedt, og det var en sindssyg flot arena. Da jeg kom ind, nåede jeg lige at tænke "hold da op", fortæller han til SE og HØR efter kampen.
Midt i glæden over sejren var der dog en enkelt ting, der nåede at frustrere det danske medaljehåb.
– Det er lidt svært at se bolden, fordi der er så mange forskellige farver bagved. Normalt er der mørkt, så det gør det svært, men omvendt er det også sygt fedt at kunne se de røde farver rundt omkring, siger han og uddyber:
– Når man kigger op på tilskuerpladserne, så er der både grøn, rød, hvid og sort, og så skal man fokusere på fjerbolden oppe i blandt alle dem. Man skal lige orientere sig.
Det lille problem med farverne til trods, så var det en tilfreds Antonsen, der mødte pressen efter kampen.
Ikke mindst grundet den fine danske opbakning i hallen.
Kunne du mærke stemningen derinde?
– Ja, det kunne jeg bestemt. Jeg føler, at folk sidder rigtig tæt på. Det er kompakt arena. Det er rigtig fedt.
Nu venter to dage med træning og afslapning, inden Antonsen på onsdag møder Ade Resky Dwicahyo fra Aserbajdsjan.