Sport22. juli 2024

Jonas Vingegaard sløjfer Vueltaen

Den vordende far til to afslører, at han ikke kommer til at køre Spanien rundt til september
Jonas Vingegaard med datteren Frida. 
Jonas Vingegaard med datteren Frida.
 Foto: Ritzau Scanpix

Der er løbet meget vand under åen, siden Team Visma-Lease a Bike (daværende Jumbo, red.) smadrede konkurrenterne i det spanske etapeløb Vuelta a España sidste sommer.

Visma indtog samtlige podiepladser og amerikanske Sepp Kuss blev belønnet med en førsteplads af holdkammeraterne Jonas Vingegaard og Primož Roglič for sit store hjælpearbejde - blandt andet i Tour de France, som danskeren som bekendt vandt for anden gang.

https://imgix.seoghoer.dk/2024-07-22/20240715-002151-3-6000x4000ma.jpg
Jonas Vingegaard med sin kone Trine og datteren Frida.
 Foto: Ritzau Scanpix

2024 har været anderledes udfordrende for især danske Jonas Vingegaard, der mærkede efterveerne af sit forfærdelige styrt i Baskerlandet Rundt særligt i Tour de France' sidste uge, trods han endte på en ganske godkendt andenplads. Det tager han konsekvensen af nu.

Han fortalte således søndag på et pressemøde efter Tour de France, at han ikke stiller til start ved årets Vuelta, der begynder 17. august og slutter 8. september.

- Nej, jeg kommer ikke til at køre Vuelta i år. Jeg kommer helt sikkert til at køre løbet igen på et tidspunkt – men ikke i år. Jeg har ikke helt fundet ud, hvad der skal ske fra nu af, sagde han ved pressemødet.

Vi har dog ikke set det sidste til danskeren for nu. Til TV 2 fortæller han, at han agter at køre San Sebastian og Polen Rundt i august.

For nu skal Jonas Vingegaard bruge den kommende tid med hustruen Trine, der venter parrets andet barn, og datteren Frida. Det får også betydning i forhold til mængden af Vingegaards løb i efteråret.

Det har han tidligere fortalt i TV 2-programmet AftenTour.

- Det er klart, jeg vil jo gerne være hjemme, når vi får vores andet barn, lød det fra Glyngøre-helten.

Sponsoreret indhold