Kørt galt i tunnel: Flere er alvorligt skadet

Seks personer i 20'erne er blevet kørt på hospitalet efter en soloulykke i Frederikssundsvejstunnelen i København. Fem af dem vurderes som værende i kritisk tilstand.
Det skriver Københavns Politi på det sociale medie X.
Ifølge TV 2 er der tale om fire mænd og to kvinder.
De seks personer befandt sig i samme bil, en Renault Zoe, som var lejet hos firmaet GreenMobility. Det er uklart, hvad der er sket forud for ulykken, men den skete ikke som følge af akvaplaning, oplyser politiet til Ritzau.
- Det er dybt tragisk for de unge mennesker, der er kommet på hospitalet, lyder det fra Green Mobilitys direktør, Kasper Gjedsted, til TV 2.
- Det gør selvfølgeligt dybt indtryk, når en af GreenMobilitys biler er involveret i en voldsom ulykke som den her til morgen.
Politiet fik anmeldelsen om ulykken klokken 05.24.
Som følge af ulykken var tunnelen spærret lørdag morgen. Omkring klokken 09.00 blev den genåbnet.
En bilinspektør har været tilkaldt for at undersøge de nærmere omstændigheder omkring ulykken.