Døde under Roskilde Festival-oprydning: Var eftersøgt af politiet

En traktor ramte torsdag en person under oprydningen af årets Roskilde Festival. Manden blev efterfølgende erklæret død.
Nu skriver TV 2, at den 52-årige polske mand var eftersøgt som en savnet person af Nordsjællands Politi, fordi hans familie ifølge Ritzau var nervøse, da de ikke kunne få kontakt med ham.
Det var dog ikke meldt ud offentligt. Den polske statsborger var uden fast bopæl.
I Midt- og Vestsjællands politis døgnrapport skriver de, at føreren af traktoren var en 64-årig mand fra Roskilde, der var dybt berørt efter ulykken, men han blev afhørt til sagen.
"Han havde ikke set manden forud for påkørslen".
Her fremgår det også, at den polske mand ved påkørslen befandt sig nær en stor bunke efterladte telte og andet affald, som var skubbet sammen under oprydningen.
Politi har optaget rapport om ulykken og underrettet de pårørende.