Krimi4. juli 2024

Forsvandt natten til lørdag: 20-årig student fundet død

 Midt- og Vestjyllands Politi oplyser, at man har fundet liget af den 20-årige student, der forsvandt natten til lørdag. Fredag skal der så være ligsyn
Politiet har siden natten til lørdag søgt efter en 20-årig student, som ikke er blevet set siden han sejlede ud på Nørresø i Viborg i to kajakker med to venner. 
Politiet har siden natten til lørdag søgt efter en 20-årig student, som ikke er blevet set siden han sejlede ud på Nørresø i Viborg i to kajakker med to venner.
 Foto: Presse-fotos

Den 20-årige student, der forsvandt natten til lørdag, er torsdag aften fundet død.

Det skriver Midt- og Vestjyllands Politi i en pressemeddelelse.

- Han er identificeret, og vi er sikre på, at det er ham, siger leder af lokalpolitiet i Viborg vicepolitiinspektør Henrik Glintborg.

Den 20-årige blev fundet af dykkere fra Søværnets Dykkertjeneste klokken 18.30.

Den 20-årige blev fundet død i Nørresø ved Viborg. Det var også her, at den unge mand forsvandt natten til lørdag.

Her begav manden, der blev student fra Viborg Katedralskole, sig ud i kajakker sammen med to kammerater for at krydse søen.

Desværre var det kun de to kammerater, der nåede i land.

Politiet modtog anmeldelsen om hændelsen lørdag nat klokken 02.10, og siden ledte man efter den 20-årige mand både med hunde, helikoptere og dykkere. Først torsdag fandt man dog liget af ham.

I morgen, fredag, vil der blive afholdt ligsyn, og politiet vil fortsætte med at efterforske at klarlægge forløbet.

- Vi har fået arbejdsro til at søge på søen, og det vil jeg gerne takke borgerne for. Med fundet fjerner vi nu også afspærringerne, siger Henrik Glintborg i pressemeddelelsen.

De pårørende er underrettet, oplyser politiet videre.

Som følge af den tragiske situation har flere studenterfester og fejringer været sat på pause i byen den seneste uge.


Sponsoreret indhold