Nyheder19. november 2008

Simon Kvamm: Farvel til Hilmer

Danske musikere hylder og siger farvel til guitaristen, der blev dræbt ved en trafikulykke for nylig
Simon Kvamm er dyb af beundring for og sorg over Hilmer Hassig, der blev trafik-dræbt i søndags
Simon Kvamm er dyb af beundring for og sorg over Hilmer Hassig, der blev trafik-dræbt i søndags
 Foto: All Over

For den danske musik-verden og alle vi andre var det et stort tab, da guitaristen Hilmer Hassig forleden blev dræbt ved et trafikuheld på Frederiksberg. Da nyheden slap ud, stod branchen, kolleger, beundrere, venner og familie nærmest i kø for at sige farvel til ham på nettet.
Hilmer Hassig var vidtfavnende i sin musik, og der er stort set ikke et band indenfor de seneste 30 år, der ikke har været i berøring med ham.

Simon Kvamm og Nephew hører blandt dem, som han rakte en hånd.

- Vi har mistet én af Danmarks største lydskabere og - for os - store inspirationskilder, lyder det fra Nephew, der fortsætter:

- Da vi i år 2000 for første gang spillede på Roskilde Festivalen havde vi, på grund af vores store respekt for LoveShop spurgt Hilmer, om han ville være med på guitar. Han sagde ja, og måden hans fuldstændigt enestående smukke og smertefulde guitar denne ene gang prægede de fem sange, han var med på, vil vi aldrig glemme. Love goes on forever, siger Simon Kvamm og de andre fra Nephew.

Her er nogle af de mange andre, der har benyttet Facebook og internettet til at give Hilmer Hassig et par ord med på vejen.

Stephan Grabowski, som arbejdede sammen med Hilmer, da de var med til gøre Lars H.U.G. til slut-80'ernes største navn på den danske rock-scene:
Kære elskede ven ! Tak for alt Hilmer...og det er fandme ikke småting !! Tak for alle vores mange, mange vidunderlige samtaler om livet og vores fantastiske arbejdsrelation. Jeg vil savne dig så forfærdeligt i bevidstheden om at jeg er blevet fattigere i lørdags. Din fantastiske guitar tone var lyden af dit store hjerte, ømt, hviskende, eller vildt og rasende og den vil ringe imod mig fra de evige guitarmarker resten af mit liv. Tak for 22 år....jeg kommer aldrig ,aldrig til at glemme dig min ven ! Din ven for altid Stephan

Andrea Vagn Jensen, skuespiller:
Jeg havde jo lige siddet og snakket så hyggeligt med dig til festen, og tænkte at det er skønt at møde så søde mennesker. Det er jeg glad for jeg nåede. God rejse, fine menneske.

Søren Rasted, Aqua og Hej Matematik:
Kæreste Hilmer. Tak for alt hvad du gav mig. Jeg vil savne dig......

Alex Nyborg Madsen, radiovært:
Alt, alt for tidligt! Tak for tonerne, Hilmer

Claus Hempler, sanger:
Kære Hilmer. Vi talte sammen i torsdags på Sortedamsdosseringen, hvor vi morede os over at jeg som 12-årig udspurgte dig om dit guitarudstyr efter en Kliche-koncert i Odense. Nu er du her pludselig ikke længere. Jeg har haft megen glæde af al den fine musik du har lavet siden dengang og sender dig og din familie de bedste tanker.

Monica Krog-Meyer, radiovært:
Tak for dit skæve smil og dit særlige guitarspil - det kommer jeg til at savne. Hvor er det dog trist!

Sanne Gottlieb, sanger:
Kære søde Hilmer i himlen. Da jeg kørte forbi var der stadigvæk rødt. 2 minutter senere styrtregnede det fra oven. Regnen viskede dit sidste spor ud og nu er vi andre efterladte med våde øjne. Du var en fin fyr!

Jimmy Jørgensen, sanger og skuespiller:
Kære Hilmer .R.I.P.

Jan Monrad, komiker:
Farvel Hilmer og tak for sangen

Marianne Van Toornburg:
Hilmer, din underskønne guitarhelt - jeg vil savne din underfundighed og din smukke guitar!! Jeg forstår ingenting....

Finn Verwohlt, guitarist og producer:
Min kære ven, min dejlige humoristiske kyniske kompagnion i stort og småt, din vidunderlige tone, din evige accept, pjøj hvor er det her surt...

Sponsoreret indhold