Sport19. juni 2024

Katrine Kristensen er verdensmester og mor

Tre uger efter Katrine Kristensen fødte sin datter, havde hun både baby og mand med i stalden. Nu skal hun være fanebærer ved De Paralympiske lege
Katrine havde sin datter med til præsentationen af de olympiske- og paralympiske fanebærere i Århus tirsdag eftermiddag. 
Katrine havde sin datter med til præsentationen af de olympiske- og paralympiske fanebærere i Århus tirsdag eftermiddag.
 Foto: GREGERS OVERVAD

LÆS OGSÅ: Anne Marie Rindom og Niklas Landin skal bære fanen til OL i Paris

Tirsdag blev det afsløret, at dressurytterne - og verdensmestrene - Katrine Kristensen og Tobias Thorning Jørgensen udgør danmarks Paralympiske fanebærerduo.

- Det har hele tiden været et håb for mig at komme tilbage. Lige siden jeg blev gravid. Jeg følte slet ikke, da jeg blev gravid, at det var slut. Min muskelsvind besværliggør en fødsel og en genoptræning, men det er gået over al forventning, fortæller hun til SE og HØR.

For blot halvandet år siden fødte Katrine en datter, og allerede tre uger efter fødslen, havde hun både baby og mand med i stalden. For målet har hele tiden været, at vende tilbage til sporten hurtigst muligt.

Og det hårde arbejde har betalt sig for den 28-årige rytter. For ikke nok med, hun har kvalificeret sig legene igen, så betyder anerkendelsen fra DIF enormt meget for verdensmesteren:

- For mig er det noget af det største (at være fanebærer, red.). Jeg ser det virkelig som en anerkendelse af mine sportslige resultater, men også som en anerkendelse af mig som person, fortæller hun.

Vil inspirere andre

I takt med at forholdende bliver - langsomt - bedre for kvindelige eliteatleter, vælger flere i dag at stifte familie i løbet af deres aktive karrierer. Det gælder eksempelvis Michelle Vesterby, Caroline Wozniacki, Sara Slott Petersen - og Katrine Kristensen, der glæder sig over udviklingen:

- Jeg synes ikke før i tiden, at det overhovedet var på tale, at man gjorde det. Det var som om, at hvis man ville have et barn, så var man færdig. Sådan føler jeg ikke det er mere, siger hun og tilføjer:

- Jeg er vildt glad for den udvikling, og jeg håber, jeg kan inspirere andre kvinder til at turde gå efter det.

De Paralympiske Lege begynder i Paris den 28. august.

Sponsoreret indhold