Ian McKellen i voldsom ulykke: Jamrer i smerte

Den britiske skuespiller Ian McKellen, der er kendt for sin rolle som Gandalf i "Ringenes Herre"-trilogien, er ved godt mod efter fald fra en teaterscene mandag aften.
Det skriver The Guardian.
Den 85-årige skuespiller blev efter faldet under forestillingen "Player Kings" i London på teateret Noël Coward bragt til hospitalet.
Det er en talsperson, der har oplyst om McKellens tilstand. Talspersonen oplyser yderligere, at McKellen forventes at være tilbage ved fuld styrke hurtigt.
Der er ingen oplysninger om, hvilke skader, hvis nogen, den 85-årige skuespiller har pådraget sig.
Publikum blev efter faldet evakueret fra West End-teateret og informeret om, at forestillingen blev afbrudt.
Ian McKellen var i færd med at udføre en kampscene i rollen som John Falstaff, da han faldt.
Ifølge BBC kunne man høre ham jamre i smerte, hvorefter teatermedarbejdere skyndte sig hen til skuespilleren.
BBC har talt med en person, der befandt sig blandt publikum. Det var ifølge personen "meget chokerende" at overvære.
- Jeg håber virkelig, at han er okay, siger Sandro Trapani til mediet.
- Så vidt jeg kunne se, var han ved bevidsthed, for han spurgte om hjælp, siger Trapani.
Forestillingen, der fik premiere i april, skulle efter planen opføres i 12 uger.
Ian McKellen har haft en række store roller i sin karriere. Han skal efter planen spille med i en ny filmatisering af William Shakespeares "Hamlet", lige som han også har spillet med i "X-men" og "Skønheden og Udyret".