Sigurd Hartkorn Plaetner fortæller om alvorlig sygdom i ny podcastserie

Den danske vært og forfatter Sigurd Hartkorn Plaetner var 20 år, da han blev diagnosticeret med den alvorlige sygdom multipel sklerose.
I den nye podcastserie "Du dør, hvis du græder" vil 34-årige Sigurd Hartkorn Plaetner fortælle om, hvad sygdommen har gjort ved hans måde at være i verden på.
Podcasten er et samarbejde mellem Scleroseforeningen, Radio4 og JFM.
- Du behøver ikke at interessere dig for selve sygdommen - det gør jeg faktisk heller ikke selv - men jeg interesserer mig for de grundlæggende menneskelige spørgsmål, som bliver meget præsente, når man får en alvorlig og kronisk diagnose.
- Spørgsmål, der vedrører os alle sammen - syge eller raske, fortæller Sigurd Hartkorn Plaetner i pressemeddelelsen.
Podcasten er en serie, der handler om at leve i skjul for, på trods af og i kraft af det, man ikke kan ændre.
Du kan lytte til "Du dør, hvis du græder" på Radio 4 lige her.
Sigurd Hartkorn Plaetner fik sit gennembrud som forfatter tilbage i 2012 med essaysamlingen 'Folk med begge ben på jorden hænger på træerne'.