Nyheder12. juni 2024 (opd. 5. september 2024)

Bliver solgt lovligt i kiosken: Stærkere end cannabis

THC-varianten i syntetisk cannabis, der lovligt må sælges i Danmark, kan være stærkere og mere potent end i den cannabis, der er ulovlig, lyder advarslen fra misbrugseksperter

I en lang række kiosker og butikker i hovedstadsområdet kan man købe joints og klumper af syntetisk cannabis, der eksempelvis markedsføres med produktnavne som ”super hash” – helt lovligt.

Det skyldes, at produkterne indeholder mindre end 0,02 gram THC, som er det aktive og ulovlige stof i Cannabis.

Men selv om hashklumperne og de rullede joints ikke indeholder det ulovlige og psykoaktive stof THC, mener flere misbrugseksperter, at det, som virksomheden bag kalder duftprodukter og souvenirs, i højere grad er at betragte som rusmidler.

Produkterne indeholder nemlig syntetiske cannabinoider, som THC-H og THC-JD, der kan have en euforiserende effekt, hvis de ryges.

- Nogle af dem, for eksempel THC -B og THC -JD, er faktisk mere potente end THC, siger Tore Hardlei til TV 2 Kosmopol.

Han er kemiker på Institut for Retsmedicin i Aarhus, som analyserer de produkter, som politiet løbende beslaglægger.

For selvom de syntetiske cannabinoider ikke er euforiserende, så kan de blive det, når de varmes op.

Her sker der nemlig en kemisk proces, der gør, at de syntetiske cannabinoider omdanner sig til det euforiserende stof THC.

Også en af landets førende misbrugseksperter, psykiater og overlæge Henrik Rindom, mener, at de syntetiske former for cannabis er problematiske.

- Jeg synes, det er meget problematisk, for vi kender ikke den konkrete virkning. Vi kender slet ikke bivirkningerne, og vi aner ikke, hvordan de her stoffer virker i samspil med måske andre rusmidler, siger han.

TV 2 Kosmopol har været i kontakt med Giftlinjen, der fortæller, at de ser en stigning i henvendelser, hvor man mistænker, at borgere har indtaget syntetiske cannabinoider.

- Vi har eksempler på tilfælde, hvor personer er blevet svært hallucineret eller ukontaktbare, skriver Dorte Fris Palmqvist der er overlæge på Anæstesiologisk Afdeling Z, også kendt som Giftlinjen.

Det danske firma Sense Organics, der producerer flere lovlige produkter med syntetisk cannabis – for eksempel klumper eller cigaretter – siger til TV 2 Kosmopol, at deres produkter slet ikke er beregnet til at rygning.

- Vi sælger aromaterapi, røgelsespinde, duftprodukter, souvenirs og gaveartikler. Så længe du bare dufter til produkterne, vil jeg ikke mene, at der kan ske noget, siger Ludvig Boas Pausgård Jensen, den ene af virksomhedens to ejere.

- Når nu flere eksperter peger på, at de syntetiske cannabinoider kan udgøre en sundhedsrisiko, hvordan kan du så forsvare at sælge dem?

- Vi forholder os til den lovgivning, der er. Hvis loven ændrer sig, så makker vi ret. Vi stopper selvfølgelig salget af de her produkter, hvis det bliver gjort ulovligt, siger Ludvig Boas Pausgård Jensen.

Sense Organics oplyser, at virksomhedens produkter indtil videre forhandles i 190 fysiske butikker og via dens egen hjemmeside, og at efterspørgslen er stigende.

Sundhedsstyrelsen oplyser til TV 2 Kosmopol, at den i øjeblikket er ved at undersøge, om der kan laves et samlet gruppeforbud, der kan ulovliggøre de mange forskellige former for syntetiske cannabinoider.

Styrelsen oplyser videre, at den er opmærksomme på stofferne THC-B og THC-JD, som man aktuelt er i gang med at risikovurdere.

Sponsoreret indhold