Rasmus Falk venter sit første barn

Sportsligt har 2024 ikke været at regne for noget specielt for Rasmus Falk, der har brugt mere tid på bænken, end han plejer, mens det blot blev til en bronzemedalje i Superligaen for FCK.
Men privat har året uden tvivl været helt unikt.
Midtbanespilleren skal nemlig være far for første gang.
Det afslører han selv på sin Instagram-profil, hvor han har delt et billede af sin af sin hustru, Jacqueline Østergaard, der tager sig til babymaven.
Billedet er akkompagneret af et blåt hjerte i kommentarfeltet, men om det blot er fordi, der er udsigt til en lille FCK-baby, skal være usagt.
Parret blev gift for to år siden, hvilket Falk delte et billede af for blot fem dage siden på sin profil.
Rasmus og Jacqueline er for tiden på ferie, hvilket bør nydes, for den 22. juni har FCK oplyst, at opvarmningssæsonen går i gang, inden Superligaen atter begynder.
Dermed når Rasmus Falk at se Danmarks første to EM-kampe med benene slået op, inden han selv skal snøre fodboldstøvlerne igen.
32-årige Falk står selv noteret for to landsholdskampe. Den seneste spillede han i 2020.