Nye pengesedler med portræt af kong Charles sendes i omløb

Den engelske centralbank, Bank of England, har onsdag udsendt nye pengesedler, som kong Charles er portrætteret på.
Billedet af kong Charles fremgår på de nye 5-, 10-, 20- og 50-pund-sedler.
Pengesedler, som den afdøde dronning Elizabeth er afbildet på, vil fortsat være gyldige.
- Denne tilgang er i overensstemmelse med retningslinjerne fra kongefamilien for at minimere det miljømæssige og økonomiske konsekvenser fra denne ændring, udtaler Bank of England.
- Det betyder, at offentligheden meget gradvist vil se de nye pengesedler med kong Charles III, lyder det videre.
Dronning Elizabeth, der døde i 2022, var den første monark til at fremgå på britiske pengesedler. I stedet har konger og dronninger i mere end 1000 år medvirket på de britiske mønter.
Hvordan de nye pengesedler med billedet af landets konge på skulle se ud, blev offentliggjort i december 2022.
Det skete, kort efter at de britiske pundmønter med Charles' ansigt på var blevet sendt i omløb.
Ud over billedet af kong Charles er der ikke blevet foretaget ændringer af pengesedlernes udseende.
Brugen af kontanter i Storbritannien er faldet drastisk i de seneste år, da forbrugerne i stedet går over til betalingskort og andre elektroniske betalingsformer.
Ifølge organisationen British Retail Consortium, der repræsenterer britisk detailhandel, blev mere end halvdelen af de køb, der skete i britiske butikker i 2014, betalt med kontanter. I 2021 var andelen dog faldet til 15 procent, blandt andet på grund af coronarestriktioner, indtil den i 2022 steg til 19 procent.
- Vi er dedikeret til at udbyde pengesedler så længe, som offentligheden kræver dem. At føre disse nye sedler i cirkulation er en demonstration af denne dedikation, siger Andrew Bailey, som er chef for den engelske centralbank.
Sidste år vedtog Storbritanniens regering lovgivning, der kræver, at banker sikrer let adgang til kontanter for befolkningen.
Charles blev konge, da hans mor dronning Elizabeth døde, efter hun havde bestridt tronen i mere end 70 år.