Sport4. juni 2024

Signe Bros vej til OL har været sværere anden gang

Forventningen om endnu en OL-kvalifikation, lagde et stort pres på svømmedarlingen, der kæmpede med at tro på sig selv
Man får intet forærende - heller ikke selvom man er blandt de bedste i verden inden for sin disciplin.
 Video: SE og HØR

25-årige Signe Bro kvalificerede sig i foråret til De Olympiske Lege i Paris, og hun kan dermed snart kalde sig OL-deltager for anden gang.

Nogle vil måske tro, at sådan en kvalifikation er lettere at klare i anden omgang, når man allerede har bevist, at man kan klare det første gang. Men sådan har det slet ikke været for Signe.

https://imgix.seoghoer.dk/2024-06-04/20240524-WEN---Signe-Bro-023.jpg
For Signe Bro og landsholdskollegaerne venter europamesterskaberne den 17.-23. juni, inden det gælder de Olympiske Lege fra 27. juli til 4. august.

- Det der med, at føle, at det er forventet, at man skal med til noget så stort som OL, det har jeg vildt svært ved at være i, fortæller hun i ærligt i SE og HØRs sportspodcast Af Banen.

Og det er ikke nødvendigvis fordi, at Signe mærker presset fra folk omkring sig, men tanken om ikke at leve op til - det hun i hvert fald fornemmer er - omverdenens forventninger, har alligevel fyldt meget:

- Så kan det godt være, at ens træner eller andre siger, at de ikke forventer det af dig, men jeg tror der er flere, som ville rynke på næsen, hvis jeg ikke kom til OL, fordi "hun var jo med sidst", forklarer Signe og uddyber:

- Det kræver stadig, at jeg skal lave den præstation. Jeg har haft kigget ud i fremtiden i for lang tid, at det har været hårdt for mig. Jeg har svært ved at forestille mig at svømme godt. Jeg har nok... kæmpet lidt med det mentale og troen på mig selv, fortæller hun.

Enormt stolt

Selvom processen har været svær, er det tydeligt at mærke på Signe Bro, at stoltheden, glæden og svømmefællesskabet får lov til at fylde mest i kølvandet på kvalifikationen.

- Det virkede lidt out of reach på det tidspunkt, men jeg er glad for, jeg kom med. Jeg er enormt stolt af, at jeg kan være med til at fremme dansk svømning gennem holdkapper. Det har jeg altid kæmpet for.

- Det er fantastisk, den måde svømning forvandler sig til en holdsport, når man står fire piger sammen, fortæller hun smilende.

Signe Bro er kvalificeret som en del af de danske holdkapper: 4 x 100 meter fri og 4 x 100 meter medley (fri). Hun har dog har stadig muligheden for at kvalificere sig individuelt til OL. Det kan hun gøre til europamesterskaberne i juni.

- Om jeg ville svømme 100 meter individuelt? Selvfølgelig vil jeg gerne det, men det står og falder slet ikke med det, understreger hun.

For Signe Bro og landsholdskollegaerne venter europamesterskaberne den 17.-23. juni, inden det gælder de Olympiske Lege fra 27. juli til 4. august.

Lyt til hele afsnittet med Signe Bro her:

Sponsoreret indhold