Remee og andre klubkonger kædes sammen med falske fakturaer i "Den sorte svane"

Det er tilsyneladende ikke kun toprockere og fremtrædende bandemedlemmer, der bliver afsløret i den eksplosive TV 2-dokumentar ”Den sorte svane”.
Også københavnske klubkonger sættes i forbindelse med den omfattende svindel, som dokumentaren afdækker.
I andet afsnit af dokumentaren, der fik premiere i dag, afslører TV 2 blandt andet, at en håndfuld københavnske natklubber har modtaget fakturaer fra Martin Malm som kunder i hans firma.
Muldvarpen
Det er med hjælp af muldvarpen Amira Smajic, at TV 2 har lavet dokumentaren. I mere end 10 år arbejdede hun for de mest berygtede og hårdkogte kriminelle i Danmark. Hun valgte dog at gå undercover i samarbejde med TV 2 for at afsløre sin historie – og den udrulles altså nu i TV 2-dokumentaren ”Den sorte svane”.
Fakturaerne er dog falske og omhandler levering af vagter til populære natklubber som Chateau Motel, Søpavillonen og Museo – sidstnævnte er blandt andet ejet af Remee.
Der er altså ifølge TV 2 tale om en såkaldt fakturafabrik, der bruges til hvidvask af penge.
Natklubberne oplyser til TV 2, at de ikke vidste, de handlede med en fakturafabrik.
To af klubberne - Søpavillonen og Museo - oplyser videre, at de nu har iværksat en undersøgelse af sagen.