Familien bekræfter: Det var selvmord

Grayson Murray blev bare 30 år gammel.
Golfstjernen døde bare få timer efter sin deltagelse i PGA Charles Schwab Challenge fredag. Den dobbelte PGA-vinder trak sig kort tid før anden runde af turneringen - angiveligt på grund af sygdom.
- Vi er knuste over at høre - og det er hjerteskærende at meddele - at PGA Tour-spilleren Grayson Murray gik bort i morges. PGA Tour er en familie, og når man mister et medlem af sin familie, er man aldrig den samme, sagde PGA Tour-chef Jay Monahan lørdag i en pressemeddelelse.
Et mareridt
Dødsårsagen blev i første omgang ikke offentliggjort.
Men søndag valgte forældrene til Grayson Murray, at dele årsagen til sønnens alt for tidlige bortgang. Den dobbelte PGA Tour-vinder begik selvmord lørdag morgen.
HAR DU DET SVÆRT?
Hvis du er i krise eller har tanker om selvmord, så sig det til nogen.
Ring til Livslinien på 70 201 201.
Livslinien har åbent året rundt fra 11-05.
- Vi har brugt de sidste 24 timer på at forsøge at forlige os med, at vores søn er væk, sagde Eric og Terry Murray i en erklæring.
- Det er surrealistisk, at vi ikke kun skal indrømme det over for os selv, men at vi også skal erkende det over for verden. Det er et mareridt. Livet var ikke altid let for Grayson, og selvom han tog sit eget liv, ved vi, at han hviler fredeligt nu, fortæller de knuste forældre.
De takker desuden PGA Tour og golf-miljøet for den store opbakning, som de har fået, i kølvandet på Graysons alt for tidlige bortgang. Til sidst kommer de med en kærlig opfordring til alle:
- Ær Grayson ved at være venlige mod hinanden. Hvis det bliver hans arv, kunne vi ikke bede om andet.
Skulle giftes
Grayson Murray havde inden sin død ikke lagt skjul på, at han i perioder kæmpede med misbrug og udfordringer med sit mentale helbred.
At han plejede at drikke i løbet af turneringsuger som rookie, fordi han vidste, at han havde talent og troede, at han var uovervindelig.
Han lykkedes ellers så sent som for et år siden med at få bugt med dæmonerne - i hvert fald for en stund.
Murray fortalte, da han vandt Sony Open i januar, at han havde været ædru i otte måneder, var blevet forlovet og troede, at hans bedste golf var foran ham. Han blev udnævnt til PGA Tour's 16-medlemmer rådgivende råd for spillere samme måned.
- Jeg er en anden mand nu. Jeg ville ikke være i denne position lige nu i dag, hvis jeg ikke var stoppet med at drikke for otte måneder siden, fortalte han i januar.
Murray, der voksede op i North Carolina, var blandt de mest talentfulde juniorer i Amerika. Han vandt det prestigefyldte verdensmesterskab for juniorer i San Diego tre år i træk og opnåede Arnold Palmer-stipendiet i Wake Forest.