Nyheder5. januar 2009

Statsministeren: Raget uklar med bøsser

”Nu tør han ikke engang vise sig med os”, lyder kritikken
Statsministeren i forbindelse med, at han modtog homoprisen "Årets Laks"
Statsministeren i forbindelse med, at han modtog homoprisen "Årets Laks"
 Foto: Claus Poulsen

Statsminister Anders Fogh Rasmussen har længe haft en høj stjerne hos landets homoseksuelle. Men nu føler den fremtrædende homoseksuelle politiker og rejsekonge, Stig Elling, at Statsministeren ligefrem undgår bøsser.

Stig Ellings anklager kommer, fordi Statsministeren har meldt afbud til at deltage ved Homo OL i København, det såkaldte World Outgames i juli.

- Det er under al kritik, at vores statsminister ikke møder op. Han har før fået den årlige homopris "Årets Laks" for at udtale sig positivt om homoseksuelle ægteskaber. Nu tør han ikke engang vise sig med os, siger Stig Elling, der ud over at være rejsedirektør også er konservativ politiker på Frederiksberg.

Det handler om penge

Sammen med Statsministeren har en række andre ministre sagt nej tak til at komme. Det står ifølge B.T. i World Outgames' seneste beretning.

Når det betyder noget, om ministrene kommer eller ej, skyldes det ud over anerkendelse også penge. Jo højere profiler, der dukker op, des lettere er det også at få sponsorer.

Det er dog primært den manglende anerkendelse, den internationale talsmand for Landsforeningen af Bøsser og Lesbiske er vred over.

- Det er komplet uforståeligt og dybt kritisabelt, at statsministeren og regeringen ikke vil bakke op. Det viser bare endnu engang, at Danmark er ved at sakke bagud, når det gælder homoseksuelles rettigheder. Nu vil vores egen statsminister ikke engang møde op, siger international talsmand Steffen Jensen i B.T.

Selv om der er vrede over, at især statsministeren har sagt nej tak til at komme til World Outgames, har regeringen sammen med Københavns Kommune faktisk støttet legene med tilsammen 30 millioner kroner. Når statsministeren ikke kommer til legene, skyldes det, at han på det tidspunkt, hvor World Outgames afholdes, er på sommerferie i sit hus i Frankrig, hedder det.

Sponsoreret indhold