Nyheder20. marts 2024 (opd. 20. marts 2024)

Forudser tæt påsketrafik: Her kan det blive særligt slemt

Med forberedelse og en flaske vand i bilen kan du heldigvis undgå de værste trafikale tålmodighedsprøver i den kommende påskeferie
Sådan gider man altså ikke begynde sin påskeferie.
Sådan gider man altså ikke begynde sin påskeferie. Med lidt planlægning kan du måske undgå det.
 Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix

LÆS OGSÅ: Bus kolliderer med mur

Nu nærmer påskeferien sig og med den følger traditionen tro en øget trafik på de danske veje. Vejdirektoratet advarer derfor allerede i dag om risiko for kødannelser og forlænget rejsetid, især i feriens første halvdel.

Der forventes nemlig tæt trafik allerede fra fredag den 22. marts, hvor mange feriebilister vil blande sig med eftermiddagens myldretid.

Det er særligt veje fra hovedstadsområdet mod Fyn og Jylland, der vil blive belastet, forudser Vejdirektoratet, der opfordrer til, at man holder sig opdateret på Trafikinfo.dk.

Gode påskeråd

Kør udenfor de mest trafikerede tidsrum og afsæt lidt ekstra tid til rejsen.

Hold dig opdateret om den aktuelle trafiksituation både før og under køreturen på Trafikinfo.dk.

Hold god afstand til den forankørende, og vær opmærksom på midlertidige hastighedsnedsættelser, for eksempel ved vejarbejder.

Tjek vejrudsigten, inden du tager afsted.

Hav drikkevarer med i bilen.

Lyt til P4 Trafik under køreturen.

Sommerhusentusiasterne vil også sætte deres præg på trafikken, når påsken kickstarter sæsonen.

Vejdirektoratet peger her på rute 11 mellem Ribe og Ringkøbing, rute 16 (Hillerødmotorvejens forlængelse) og rute 21 mod Sj. Odde som særligt udsatte.

For at undgå de værste trafikale knudepunkter, lyder rådet derfor: planlæg rejsen uden for de mest belastede tidsrum. Heldigvis spredes hjemrejsetrafikken formentlig over flere dage, hvilket kan afhjælpe de værste forsinkelser.

Men trafik på grund af påsketravlhed er ikke det eneste, bilisterne skal holde øje med.

Vejarbejder vil nemlig også præge køreoplevelsen. Især udbygningen af E45-motorvejen mellem Vejle og Skanderborg og et nyt vejarbejde på Motorring 3 kan være tidstyve, lyder det onsdag fra Vejdirektoratet.

Sponsoreret indhold