Peter Seier Christensen om kræftdiagnose: - Alvorlige bivirkninger

Peter Seier Christensen blev i april ramt af stress og sygemeldt fra Folketinget.
I sommer blev han så ramt af en endnu alvorligere sygdom. Den 56-årige politiker fortalte i august til Ekstra Bladet, at han var blevet diagnostiseret med lymfekræft.
Dengang sagde han, at han "var optimistisk" og at han glædede sig til at komme i gang med behandlingen.
Seier Christensen har løbende givet opdateringer på sin kræftbehandling, men siden december har der været stille på politikerens sociale medier. Nu deler han endelig nyt om sin behandling.
- Jeg har været tavs de sidste par måneder. Min kræftbehandling går efter planen, hvad er det vigtigste. Men jeg har haft diverse belastninger, herunder alvorlige bivirkning, som har været trættende.
- Men den sidste uge virker det som om, at det letter lidt. Håber det holder. Min kræftbehandling fortsætter frem til juli, skriver han.
Også Peter Seier Christensens fremtoning afslører, at behandlingen skrider fremad. Da han i december delte et billede, var det af en næsten skaldet politiker.
Opslaget fra i går afslører en noget mere fyldig hårpragt hos den tidligere næstformand for Nye Borgelige.