Nyheder3. marts 2024 (opd. 5. september 2024)

Efter Søren Papes død: Professor kan ikke huske tilfælde, hvor partiledere er døde

Søren Pape Poulsen er lørdag død. Professor kan ikke huske, at det er sket før, at partiledere er omkommet

Søren Papes liv i billeder

Professor i statskundskab på Aarhus Universitet Rune Stubager kan ikke huske andre situationer, hvor en partileder er død.

- Det er ikke noget, jeg kan huske fortilfælde for. Jeg tør ikke sige, at der ikke har været nogen, men det er ikke hverdagskost, siger Rune Stubager, efter at De Konservatives formand, Søren Pape Poulsen, lørdag er afgået ved døden.

Der er dog i hvert fald et kendt tilfælde, hvis man går tilbage i tiden. Hans Hedtoft, socialdemokratisk partiformand og statsminister, døde i 1955 midt i valgperioden.

(ARKIV) Konservatives Søren Pape Poulsen efter regeringsforhandlingerne i Statsministeriet på Christiansborg, fredag den 18. november 2022..Formand i De Konservative Søren Pape Poulsen er død i en alder af 52 år efter en hjerneblødning, oplyser partiet i en mail til Ritzau lørdag den 2. marts 2024. . (Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix)
Søren Pape Poulsen døde lørdag, efter at have fået en hjerneblødning om fredagen.
 Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Søren Pape Poulsen blev 52 år.

Han blev ramt af en blødning i hjernen under et hovedbestyrelsesmøde i De Konservative i Vejen fredag. Pape blev kørt til Odense Universitetshospital fredag, men hans liv stod ikke til at redde.

Søren Pape Poulsen har været formand for De Konservative siden 2014. Fra 2016 til 2019 var han justitsminister.

Han har før det været borgmester i Viborg Kommune.

Rune Stubager, der kalder dødsfaldet tragisk, siger, at han ikke har viden om, hvad der præcis skal ske hos De Konservative nu.

Men sikkert er det, at der skal findes en ny formand på et tidspunkt. De Konservative har lørdag aften ikke meldt noget ud om den videre proces.

En lang række politikere har reageret på Søren Pape Poulsens dødsfald. Folketingsmedlemmer i den konservative gruppe har erklæret sig for rystede og i chok, og også statsminister Mette Frederiksen (S) har sendt et mindeord ud om Pape.

Hun husker ham som konservativ i krop og sjæl, lyder det i en udtalelse.

- Jeg har været kollega med Søren i mange år og udover at have samarbejdet om meget politisk, vil jeg huske Søren som samvittighedsfuld, ordentlig og lattermild. Konservativ i krop og sjæl med et stort engagement i Danmarks sikkerhed og i retspolitikken, udtaler Mette Frederiksen.

Sponsoreret indhold