Abe sluppet fri i Odsherred Zoo Rescue - igen

Endnu en gang er en abe fra Odsherred Zoo Rescue sluppet fri.
Det oplyser zooen på Facebook. (link fjernet)
Hanaben slap fri, efter taget på kapucinerabernes hus løftede sig som følge af stormen Rolf.
Zooen har repareret taget, og fået de resterende aber ind i buret igen, men den sidste er altså ikke fundet endnu.
- En af hannerne er løbet væk og har bevæger sig lige nu i udkanten af parken.
- Vi er helt knuste over at stå i denne situation og har brug for jeres hjælp, hvis han skulle forsøge at vandre igen, ligesom Milan, skriver Odsherred Zoo Rescue.
Det er nemlig ikke første gang, at den lille zoo har en kapuchinerabe løs. Aben Milan stak nemlig af fra Odsherred Zoo Rescue 13. juli 2023.
Dengang var det ægteparret Merete og Karsten, der fik lokket aben med en banan og lukket aben ind i drivhuset, så den kunne vende tilbage til sit hjem.

Ser man aben, opfordrer zooen til at man kontakter den på Messenger, så medarbejdere kan se beskeden , mens de er ude at lede.
- Vi beder alle om ikke at gå ud i store grupper for at lede efter ham, da det kan skræmme ham længere væk, lyder det fra Odsherred Zoo Rescue.