Muhammed-tegningerne på auktion: Vildt startbud på 1,5 millioner

Tirsdag blev det offentliggjort at satiretegneren Kurt Westergaards omdiskuterede Muhammed-tegninger er blevet sat til salg på en online auktion på www.kwicons.com.
Tegningen, der forestiller profeten Mohammed med en bombe i turbanen, skabte stor røre og en diplomatisk krise mellem Danmark og flere mellemøstlige lande, da de første gang blev trykt i Jyllands-Posten i 2005.
Det er tegningen, samt de originale skitser, der nu er til salg.
Selv om der er gået mange år, så er det ikke en helt almindelig auktion for Erik Guldager, der er galleriejer og har været gallerist for Kurt Westergaard i 16 år.
– Jeg har ikke prøvet noget lignende. Det er en meget stor begivenhed. Den tegning har været krumtap for ytringsfriheden, siger Erik Guldager TV 2 ØSTJYLLAND og tilføjer:
– Tegningerne har nu ligget i 19 år uden at have været udbudt til salg
I løbet af de 19 år har der mange gange været tale om et offentligt salg af tegningerne, men det er altså først nu, det bliver til noget.
– Vi har haft dialogen igennem nogle år og især det sidste halve år. Pludselig fandt ejerne ud af, at det er nu, de skal handles officielt første gang, fortæller Erik Guldager.
Erik Guldager vil ikke løfte sløret for, hvem ejerne af tegningerne er i dag, men der er op til syv ejere per tegning.
Og tegningerne selv? De er slet ikke i landet.
Det skabte i sin tid voldsomme protester, da tegningerne blev trykt, og Kurt Westergaard levede resten af sit liv med PET-beskyttelse og blev flere gange truet på livet.
I 2010 blev Kurt Westergaard angrebet af en 28-årig mand, der trængte ind i hans hjem i Viby. Satiretegneren nåede at gemme sig i et sikkerhedsrum på badeværelset, mens hans femårige barnebarn sad i stuen.
– Tegningerne er i en bankboks i Hamborg. Det er de for vores egen sikkerheds skyld, og så er der forsikringsmæssige årsager, hvor det bedst kunne betale sig at have dem i udlandet, fortæller Erik Guldager.
Men selv om faren hang over Kurt Westergaards liv, så er det ifølge Erik Guldager ikke det, der nu præger auktionerne.
Han fortæller, at der allerede har været interesse fra Mellemøsten for at købe tegningerne.
– De har også skabt meget glæde og meget opmærksomhed. Jeg har også inden auktionen fået henvendelser fra Mellemøsten med mulige købstilbud, så det er nok tvivlsomt, om negativiteten er så stor i dag. Jeg tror mere, vi har at gøre med oprigtig interesse. Om de så ryger til Mellemøsten, ved vi jo af gode grunde ikke, siger han.
Erik Guldager understreger, at de relevante sikkerhedsmyndigheder dog er orienteret om hele processen.
Tegningerne bliver heller ikke eksponeret og vist frem på helt traditionel vis.
– Vi har vist dem frem tidligere til nogle seriøst tunge drenge i klassen, der godt ved, hvad det er. Så har vi lavet videopræsentationer på vores hjemmeside, og det er det. De fremstår alle perfekte også i emballagen, og det står jeg inde for med navns nævnelse.
Interessen for auktionen har ifølge Erik Guldager været ganske overvældende. Galleriejeren fortæller, at der er flere tusinde inde på hjemmesiden for at kigge hele tiden.
Allerede nu er det da heller ikke alle, der nøjes med at kigge.
– Der kommer nogle fra USA, der skal se på tegningerne i morgen, siger Erik Guldager.
Der er også allerede givet et startbud på flere af tegningerne på 200.000 euro, hvilket svarer til næsten 1,5 millioner kroner.
– Det, synes jeg, er fint, men jeg ved, vi ryger højere op, siger Erik Guldager.
Har du et bud på, hvad beløbet ender på?
– Det har jeg faktisk ikke. Det er sjovt, jeg har haft noget at gøre med de her tegninger siden 2008, og jeg vil i al beskedenhed sige, at der er ikke så mange, der ved så meget om dem som mig, og alle år har vi diskuteret priser, men jeg har faktisk ikke nogen idé om, hvor det lander, fortæller Erik Guldager.
Det bliver dog ikke helt tilfældigt, hvad prisen ender på, hvis man spørger galleristen.
– Vi har en pris, hvor hvis vi ikke når den, så bliver de ikke solgt. Vi sælger dem ikke derunder. Men jeg kan ikke udtale mig om, hvad den pris er.
Men der er altså ikke tale om småører. Derfor er Erik Guldager også en smule nervøs ved tanken om at skulle have tegningerne på sig,
– Det er mange, mange penge. Det her er et helt andet omfang, end vi er vant til både med godkendelser, banker og lignende, fortæller han.
Selv er Erik Guldager også spændt på, hvor tegningerne ender – på et dansk museum, til en dansk privatperson, eller i udlandet?
– Det har jeg det blandet med. Jeg synes jo, det er en kulturskat, der er tale om noget så væsentligt. Men jeg må koble mine følelser lidt fra og sige, nu er de til salg, og hvis det er vigtigt at få dem, så må man byde på dem, siger Erik Guldager.
Han vil ikke sige noget om, hvor mange interesserede købere, der er, og han gætter også på, den kommende køber formentlig forbliver anonym.
https://www.tv2ostjylland.dk/oestjylland/vild-interesse-foerste-bud-lyder-paa-15-millioner