Krimi9. februar 2024 (opd. 5. september 2024)

Brug af navnet Kokkedal Slot koster to millioner i erstatning

Det nordsjællandske Kokkedal Slot krænker det nordjyske slot af samme navns varemærke, afgør ret
Kokkedal Slot i Nordsjælland må ikke bruge varemærket "Kokkedal Slot Copenhagen" for deres hotel og restaurant, afgør Sø- og Handelsretten. (Arkivfoto).  
Kokkedal Slot i Nordsjælland må ikke bruge varemærket "Kokkedal Slot Copenhagen" for deres hotel og restaurant, afgør Sø- og Handelsretten. (Arkivfoto).
 Foto: Thomas Lekfeldt/Ritzau Scanpix

Kokkedal Slot i Nordsjælland kan ikke bruge varemærket "Kokkedal Slot Copenhagen" for deres hotel og restaurant.

Det skriver Sø- og Handelsretten på sin hjemmeside fredag.

Ifølge retten er der en såkaldt forvekslingsrisiko med Kokkedal Slot i Nordjylland, som også driver restaurant og hotel.

Det nordjyske slot har varemærket "Kokkedal Slot". Det ligger i Brovst.

Sø- og Handelsretten tildeler også ejeren af det nordjyske slot, Ann Vibeke Lokdam, en erstatning og et vederlag på to millioner.

Erstatningen er fastsat ud fra hensyn til afstanden mellem de to slotte, en rimelig licensafgift og den tid, som varemærkekrænkelsen har varet.

Varemærker er inddelt i forskellige klasser, og det er specifikt varemærket for en klasse, der drejer sig om restaurant og hotel, som Sø- og Handelsretten har ophævet.

I dommen står der blandt andet, at dommerne har lagt vægt på, at "Copenhagen" står med mindre skrift i det nordsjællandske slots logo, end "Kokkedal Slot" gør.

Da de to slottes ydelser minder om hinanden, og det nordsjællandske slot er bekendt med, at der kan ske forvekslinger, er det ikke i overensstemmelse med god markedsføringsskik ifølge Sø- og Handelsretten.

Omvendt må det nordsjællandske slot, som netop ligger i Kokkedal, godt bruge sit varemærke, når det kommer til uddannelsesvirksomhed, underholdningsvirksomhed, sportsarrangementer og kulturelle arrangementer.

På det område ophævede Sø- og Handelsretten også det nordjyske slots varemærke i 2021.

Kokkedal Slot i Kokkedal skal også betale sagsomkostninger på 286.625 kroner til Kokkedal Slot i Brovst.

De stridende slotsejere har fire uger til at beslutte, om de vil anke Sø- og Handelsrettens dom til Østre Landsret.

Sponsoreret indhold