Bro hadede ”svømmeren Sarah”: Jeg var kørt død

Hvem er jeg, når jeg ikke længere er svømmeren Sarah?
Sådan tænkte 27-årige Sarah Bro for fire år siden, da hun steg op af bassindybet og lagde svømmebrillerne på hylden.
Svømningen hang hende langt ud af halsen, men samtidig var det også hele hendes liv.
– Folk spurgte mig altid, hvordan det gik med svømning, før de spurgte mig, hvordan jeg havde det, fortæller Sarah om svømmekarrieren.

Hendes identitet var uden tvivl ”svømmeren Sarah”, så som 23-årig og pensioneret svømmer skulle hun finde ud af, hvem hun var udenfor bassinet.
– Jeg var fuldstændig kørt død i svømningen.
Nu ville jeg være noget fuldstændig andet, så de seneste par år har handlet om at finde en ny knage, jeg kan hænge min identitet på, siger Sarah Bro til SE og HØR.
Begraver bassinbøvl
En ny knage fandt hun bl.a., da hun sidste forår rejste til Sydkorea for i 12 dage at træne og leve som Shaolin-masters i Dogapsa-templet i forbindelse med TV 2’s nye satsning, ”Shaolin”.
– Jeg tager virkelig nogle store refleksioner med derfra om, hvem jeg er.

Efter Sarah i flere år helst ikke ville identificeres som ”svømmeren”, har hun fundet ro i, at det måske er helt fint.
– Jeg er rigtig glad for den, jeg er ved at blive.
Det er rigtig meningsfyldt for mig at have begravet konflikten om:
”Jeg ikke vil være svømmeren Sarah” til at tænke, at måske er det faktisk det, der gør mig til noget særligt, og som jeg kan bidrage og inspirere folk med.

I stedet for at prøve at være alt muligt, jeg ikke er, fortæller frøken Bro.
For selv om hun ikke længere selv konkurrerer på eliteplan, er det stadig i sporten, hun finder passion.
– Jeg vil gerne arbejde med dækningen af sport og atleter. Jeg synes, der er nogle helt vildt fantastiske personligheder bag præstationerne.
Og dem vil jeg gerne være med til at bringe frem i lyset, så endnu flere kan spejle sig i atleterne – og det de skal for at opnå deres mål, siger Sarah, som nu studerer kommunikation.

OL og unger
Den drøm er allerede blevet opfyldt en smule.
Ekshavfruen laver nemlig en podcast med Heartbeats, hvor hun interviewer atleter, der til sommer skal repræsentere Danmark ved OL i Paris.
– Den hedder ”Øjeblikket”. Jeg møder 10 aktuelle olympiske atleter i deres vante omgivelser og gennemgår tre afgørende øjeblikke i deres karriere, forklarer Sarah Bro.
Hun håber også, at hun til sommer får en rolle som olympisk reporter eller kommentator.

– Det er en stor drøm og jeg er totalt åben.
Der er noget magisk over OL – og det ville være en kæmpe gave at få lov at dække det, drømmer Sarah.
På privatfronten er tingene også ved at falde i hak for den skønheden, som nu bor med sin kæreste André og håber, at de en dag bliver flere på matriklen.
– Jeg håber at få et liv fyldt med passion og glæde – og at jeg arbejder med noget, jeg er glad for.
Og at mig og min kæreste bliver sammen og får en familie en dag, smiler Sarah Bro.