Undrede du dig også? Derfor leder Christian Borregaard ikke efter boliger i "Beliggenhed"

Christian Borregaard og Sara Lygum plejer at have drøntravlt, når de forsøger at hjælpe bolighungrende med at få fingre i den perfekte bolig.
Torsdag aften havde Sara Lygum dog ekstra travlt, for her var hun ene og alene om at finde boligerne i TV 2-hittet ”Beliggenhed”. Christian Borregaard var nemlig ikke med til at hjælpe ét af de to par.
Det er der dog en forklaring på, fortæller TV 2 i et skriftligt svar til SE og HØR:
”Grundet personlige årsager hos deltagerne er der i denne sæson to af de færdige afsnit, vi ikke kan sende i deres oprindelige form. Vi har dog to halve afsnit, og dem synes vi ikke, at seerne skal snydes for, så derfor har vi valgt at klippe dem sammen til ét afsnit, hvilket er årsagen til, at afsnittet skiller sig lidt ud fra resten af serien, og Christian desværre ikke er med”, lyder svaret fra TV 2.
I torsdagens afsnit forsøger Sara Lygum at hjælpe Camilla og Mads, der bor i Aarhus, men nu er klar til at flytte til det sønderjyske og få mere plads. Da Mads er lammet fra brystet og ned efter en motorcrossulykke, er parret på udkig efter en ganske særlig bolig, der kan danne rammen om deres nye liv.
Desuden skal Sara Lygum også forsøge at finde Betina og Rasmus’ næste bolig. Parret – der efter syv år fik lille Emma – leder efter et nyt hus i Hillerød, der kan danne rammen om Emmas barndom.
Om det lykkes Sara Lygum at finde drømmeboligerne, kan du se på TV 2 Play eller på TV 2 torsdag aften klokken 20.