Stig hænges ud som svindler: – Det er ekstremt ubehageligt

Hjertet begyndte at hamre hurtigere og hurtigere, som beskederne tikkede ind på telefonen. Med ét blev den hyggelige aften med ”24 timer” på tv’et sammen med hans roomies forvandlet til et mareridt.
– Jeg bliver jo kimet ned, og jeg får jo beskeder, hvor folk siger, at det kun er begyndelsen, fortæller Stig Dahlgren Atzen til SE og HØR.
– De skriver, de vil tage fat i en masse mennesker, som jeg kender. Min arbejdsplads, min familie og mine venner.
Til at begynde med aner Stig ikke, hvad den voldsomme aktivitet på hans telefon handler om, indtil han finder ud af, at der er blevet lavet et opslag om ham i Facebookgruppen ”Svindlerjagten”.
I beskrivelsen af gruppen står der, at ”Svindler man bevidst må man også forvente at man bliver udstillet for fulde gardiner har man valgt at have børn på sine billeder så er det sådan det er. INTET bliver streget over. Svindlere skal jagtes og stresses lige indtil de har fået styr på det de har svindlet for længere er den ikke og ALLE kneb gælder.”
– Det er ekstremt ubehageligt.
I opslaget deler Stigs tidligere lejer sin dårlige oplevelse med ham og beder samtidig om hjælp til at få de penge tilbage, som hun mener, han skylder hende.
– Det er en meget voldsom oplevelse at blive bestormet på den måde.
SE og HØR har set flere af de beskeder, som er tikket ind på Stigs telefon.
“Har du det godt, har du det ikke ret længe. Du skylder X (navn udeladt red.) 11.000, se at få dem betalt nu, og det er NU. Man ved aldrig, hvor vi er sååå”, står der i en af beskederne.
Opslaget er senere blevet fjernet fra Facebookgruppen. I et nyt opslag skriver administrator af gruppen nu, at sagen, som de delte ikke var berettiget.
"Det er første gang en uskyldig bliver hængt ud i gruppen, men også en gang for meget, og det hører absolut ingen steder hjemme. Jeg er trist og nedtrygt over det er sket, da det fuldstændig ødelægger formålet med gruppen".
I opslaget skriver administrator, at gruppen er "sat på pause på ubestemt tid" og, at han vil bruge tiden på "at se ind af".

Selv forklarer Stig, at han endnu mangler svar fra sin udlejer, om hvor meget udbedringerne på værelset kommer til at koste, før han kan udbetale pengene til den tidligere lejer.
En problematik han også har forklaret hende. Hun er dog uenig og mener, at værelset var i bedre stand, end da hun modtog det.
SE og HØR har talt med kvinden, der fortæller, at hun følte sig magtesløs. Hun blev anbefalet gruppen, hvis formål hun ikke mener er at chikanere.
- Jeg valgte at ty til gruppen for at få hjælp ift., hvordan jeg skal kunne få mine tilbageholdte penge tilbage. Gruppen er jo normalt effektiv og får mange 100.000 kroner tilbage hver måned, fortæller kvinden, der ikke ønsker sit navn frem.
På spørgsmålet om hvorfor, hun ikke gik direkte til Huslejenævnet, svarer hun, at det da også er næste skridt.
Hos Datatilsynet forklarer de, at det som udgangspunkt ikke er ulovligt ved navn at hænge nogen ud som svindler på Facebook.
Sådan lyder det fra Kenni E. Olsen, der er chefkonsulent hos Datatilsynet – den myndighed som fører tilsyn med, at reglerne om databeskyttelse overholdes.
– Det er ikke nødvendigvis i strid med databeskyttelsesreglerne, hvis en person skriver, at en anden person er en svindler. Så længe et udsagn mest af alt har karakter af en subjektiv meningstilkendegivelse, vil sådanne udsagn i stedet skulle vurderes efter andre regler, f.eks. injuriereglerne. Derimod vil man kunne komme på kant med databeskyttelsesreglerne, hvis det, man deler, er af mere objektiv karakter, f.eks. strafbare forhold, et telefonnummer eller en adresse.
Han fortæller videre, at i fald man som person mener, at der er sket en deling af oplysninger, der er i strid med reglerne, så har man mulighed for at klage til Datatilsynet. De vil så vurdere, om sagen har en sådan karakter, at den skal undersøges nærmere.
– Hvis Datatilsynet vælger at undersøge en sag nærmere og konstaterer, at der er sket en overtrædelse af reglerne, kan tilsynet sanktionere overtrædelsen, f.eks. ved at pålægge en person at fjerne oplysninger eller indgive en politianmeldelse. Når det kommer til deling af oplysninger om telefonnummer eller adresse, vil det dog sjældent kunne give anledning til en politianmeldelse.”
Steen Schaumburg-Müller, der er professor i medieret ved Syddansk Universitet, kan han ikke se noget problematisk i selve kvindens beskrivelse på Facebook.
– Jeg synes selve hendes beskrivelse er ok. Hun må gerne sige "hey, jeg er blevet behandlet sådan her", men når man skriver det i den gruppe, så kan det være en opfordring til at chikanere.
Han uddyber og forklarer, at stalkingbestemmelsen i straffeloven umiddelbart er beregnet på, at en enkeltperson ”systematisk og vedvarende kontakter, forfølger eller på anden måde chikanerer” en anden.
– Så vidt jeg kan se af forarbejderne, har man ikke overvejet, om stalking kan foregå orkestreret, så at sige, ved at man får en masse andre til systematisk og vedvarende at kontakte en person, således at de andre enkeltvis ikke stalker, men at der samlet set er tale om stalking, enten direkte efter § 242 eller som tilskyndelse efter § 23, forklarer juraprofessoren.
– Det er således muligvis strafbart, men vi har ingen sager. Og det er muligt, at anklagemyndigheden eller en domstol vil vurdere, at kravet til klarhed i en straffebestemmelse står i vejen for at bruge stalkingbestemmelsen i en sådan situation.
Stig Dahlgreen Atzen fortæller, at han har været i kontakt med politiet, der vil holde øje med sagen.