Gode chancer: Danmark kan blive vært for VM i cykling

Danmark kom onsdag med et officielt bud på VM i landevejscykling i 2029, og kulturminister Jakob Engel-Schmidt (M) vurderer, der er gode chancer for, at den store begivenhed havner i Danmark.
Optimismen bygger ikke mindst på samtaler med præsidenten for Den Internationale Cykelunion (UCI), David Lappartient.
- Jeg har haft flere samtaler med Lappartient og drøftet, hvad man skal leve op til, for at en ansøgning bliver vel modtaget. Og det er mit indtryk, at Danmark med denne ansøgning ligger meget lunt i svinget, siger Jakob Engel-Schmidt til Ritzau.
Danmarks håndtering af Tour de France-starten i 2022 kan hjælpe til i processen.
- Det er ikke længe siden, at verdens øjne hvilede på Danmark, og det var et klart indtryk, at vi ud over et organisatorisk talent også viste, at vi kan arrangere en kæmpe fest, påpeger kulturministeren.
- Nu tilbyder vi så at gøre det i København, Roskilde, Aarhus og Helsingør i kuperet terræn, langs kyster, med historiske ruter og monumenter over dansk historie og i skøn natur. Det tror jeg, at UCI vil kigge på med interesserede øjne.
Danmark var første gang vært for VM i landevejscykling i 2011. Dengang med København og Rudersdal som værter.
Denne gang har det været vigtigt at få en større del af Danmark med, pointerer Engel-Schmidt.
- Vi skylder at invitere hele Danmark med til cykelfest. Vi har haft dialog med mange forskellige kommuner, og dem, der har leveret mest interessante bud og udvist størst interesse i at tage ansvaret, har vi indgået partnerskaber med.
Aarhus skal være vært for enkeltstarterne, mens linjeløbene skal afholdes på Sjælland. Her er Roskilde og Helsingør udset som startbyer, mens målstregen skal være i København.
De fire kommuner kommer alle til at bidrage økonomisk, men staten kommer med et bidrag på 70 millioner kroner til at trække det store læs.
Pengene tjener sig næppe ind på arrangementet, men reklameværdien kan opveje den del.
- Når staten bruger 70 millioner på det, er det den udgift, vi regner med vil være forbundet med afholdelsen. Jeg forestiller mig ikke, at det går op én til én, men det skal ikke forhindre os i at afsætte de midler med glæde alligevel.
- Andre begivenheder har vist, at der kommer masser af opmærksomhed og turister. Det er en langsigtet og god investering i, at flere mennesker får øje på Danmark. Vi er et lille land, men en meget stor cykelnation, lyder det fra kulturministeren.
VM-vært for 2029 bliver udpeget i september i år i forbindelse med VM i schweiziske Zürich.