Skandalesag: Magnus Heunicke vil undersøge Randers Kommunes ansvar for jordskred
Randers Kommunes ansvar for et jordskred skal undersøges ifølge regeringen, som vil drage de nødvendige konsekvenser, hvis den kan være skyld i den mulige miljøkatastrofe.
Det oplyser miljøminister Magnus Heunicke (S) i en skriftlig kommentar. I fredags ville han ikke gå ind i kommunens ansvar for sagen, men siden har et politisk flertal af partier krævet, at Randers også undersøges.
- Vi skal gøre alt for at undgå, at Danmark står i en lignende sag igen med de store konsekvenser, det kan have for natur og lokalsamfund.
- Derfor vil vi sikre, at de nødvendige undersøgelser gennemføres, også af kommunens ansvar, og vi er parate til at drage de nødvendige konsekvenser af dette, siger han.
I december kom sagen frem om Nordic Waste, som håndterer forurenet jord.
Virksomheden har efterladt store mængder jord på en grund i Randers, som er begyndt at skride og kan ende i Alling Å og potentielt skade vandmiljøet helt ud i Randers Fjord.
Tre socialdemokratiske ministre oplyste fredag, at Kammeradvokaten, der er statens advokat, skal undersøge sagen. Men kommunens ansvar var ikke en del af oplægget til undersøgelsen.
Kammeradvokaten skal i stedet undersøge, om ledelsen eller andre bag Nordic Waste kan drages til ansvar økonomisk eller strafferetligt.
Venstre, som er i regering med Socialdemokratiet, har siden foreslået at udvide undersøgelsen. Og nu mener miljøminister Magnus Heunicke, at det skal ske.
Miljøministeriet oplyser, at det endnu er uvist, hvordan det skal ske. Moderaterne støtter også en undersøgelse, men har ikke lagt sig fast.
I fredags lød det fra Magnus Heunicke, at han så frem til at læse den advokatundersøgelse, som Randers har bestilt. Den blev præsenteret mandag.
Den konkluderede, at Nordic Waste bærer ansvaret for jordskreddet.
Virksomheden afviser at have forbrudt sig mod miljøgodkendelsen, hvilket Randers gør gældende.
Kommunen har bebudet, at man vil politianmelde virksomheden bag det enorme jordskred for brud på miljøgodkendelsen.
Det skyldes, at hældningen på jordskråningerne ifølge advokatundersøgelsen har været for stejl.