Kendte30. januar 2024

Blæst er syge: Aflyser koncerter tirsdag og onsdag

Det danske band er ramt af sygdom og kommer derfor ikke til at optræde på hverken Rust eller Beta
Blæst er ramt af sygdom og må udskyde to koncerter i København.
Blæst er ramt af sygdom og må udskyde to koncerter i København.
 Foto: Lars H. Laursen

Blæst er atter ramt af modvind, når det kommer til at leve op til koncertkalenderen.

Bandet er blevet ramt af sygdom og kommer derfor hverken til at spille på Rust på Nørrebro tirsdag eller på Beta på Amager onsdag.

Det skriver Blæst på sin Instagram-profil.

– Vi er lige kommet fantastisk i gang med touren, og har glædet os til at komme tilbage på Rust, og til at spille på Beta, som er det eneste sted på touren, vi ikke har spillet før.

– Vi er meget kede af det og håber, I forstår, skriver bandet.

Har man billetter til de to koncerter, får man besked på mail om, hvordan man skal forholde sig.

Lige nu satser bandet på at gennemføre de to koncerter til marts.

Fredag og lørdag skal Blæst spille på Loppen og Hotel Cecil. Det regner de stærkt med at gennemføre i skrivende stund.

– Der bliver drukket te, besøgt læger, spist honning, og alle de andre gode ting for at få slået sygdommen ned, så vi er klar til jer i weekenden, skriver Blæst.

I slutningen af 2022 måtte Blæst, der tidligere samme år havde vundet lytterhittet ved P3 Guld, aflyse touren ”Stiv Kuling” efter en stressmelding.

Sygdommen kom man til livs, hvilket blandt andet blev bevist, da Blæst et lille halvt år efter fik lov til at åbne Orange Scene på Roskilde Festival 2023.

Sponsoreret indhold