Mette Frederiksen om Nordic Waste-jordskredssag: - Fuldstændig urimeligt

Statsminister Mette Frederiksen (S) er mandag på besøg i Ølst, hvor forurenet jord fra et jordskred truer ved virksomheden Nordic Waste.
Hun mener, at det er "fuldstændig urimeligt", hvis børn og gamle i Randers skal betale for oprydningen.
- Det her er en begivenhed ud over det sædvanlige. Det er ikke sket før i Danmark. Randers Kommune står med en kæmpemæssig opgave, og den skal de ikke stå med alene. Derfor betragter vi det også som et nationalt anliggende, siger hun.
Besøget kommer samme dag, hvor Nordic Waste er erklæret konkurs ved Retten i Randers. Konkursen har fået flere til at kritisere virksomheden og beskylde den for at løbe fra regningen.
Mette Frederiksen siger, at hun "ikke har noget som helst godt at sige om det".
- Man kan sagtens betale for den her regning, hvis man vil, siger hun.
Umiddelbart fortæller statsministeren ikke mere om de juridiske muligheder, som regeringen er ved at afsøge i sagen - ej heller om det eventuelle politiske spor, som justitsminister Peter Hummelgaard (S) tidligere har meddelt muligvis skal forfølges med lovændringer.
Men hun siger, at regering og myndigheder arbejder på at se på de næste skridt, herunder hvordan katastrofen håndteres, og hvordan der bedre kan forebygges i fremtiden.