Over 20 personer mister livet efter eksplosion på fyrværkerifabrik i Thailand

En voldsom eksplosion i det centrale Thailand har kostet mindst 20 menneskeliv.
Det skriver flere internationale medier torsdag morgen dansk tid, hvor flere af dem dog varierer i antallet af omkomne.
Sky News rapporterer mindst 23 døde, mens tallet ved de første meldinger aftenen forinden lød på omkring 10.
Mens dødstallet stiger, arbejder myndighederne på at undersøge det område, hvor eksplosionen er sket – omkring 96 kilometer nordvest for hovedstaden Bangkok. Endnu er der ikke fundet frem til nogle overlevende, lyder den nedslående melding.
Provinsen hedder Suphan Buri, og her ligger en fyrværkerifabrik, som før har været scene for ødelæggende og fatale eksplosioner – senest i november 2022, hvor en enkelt af de ansatte mistede livet, mens tre øvrige kom alvorligt til skade.
På de sociale medier florerer der billeder af området, hvor en tyk, sort røgsky lægger sig over de omkringliggende marker, mens bombefolk undersøger stedet.
Eksplosionen skete midt på eftermiddagen onsdag.
Ulykken kommer under en måned inden det store traditionelle kinesiske nytår i februar, som man også har det med at fejre i det sydøstasiatiske land.
Derfor har efterspørgslen af fyrværkeri i hele landet været stor, påpeger Sky News.
En lignende ulykke skete tilbage i juli, længere sydpå, da en eksplosion på en fyrværkerifabrik tog livet af 10 personer.