Poul Nyrup ser tilbage på datterens død: - I den periode følte jeg, at jeg svigtede

Hans politiske karriere peakede, da hans datter havde det allerværst.

Poul Nyrup Rasmussen blev valgt til statsminister i januar 1993, og i august samme år begik hans datter Signe selvmord.

Det har været svært for den tidligere politiker at tale om sit store tab, men i DR-programmet ”Nyrup – Signes far” går han i dybden med tabet og ikke mindst datteren sygdom skizofreni.

Magtesløsheden, uvidenheden og ikke mindst håbet om, at alting nok skulle gå.

- På en eller anden måde havde jeg stadig den opfattelse i en lang del af de år, hvor hun blev mere og mere ked af det, at jeg kunne gøre noget. At det var et spørgsmål om at give Signe den rigtige omsorg, så ville hendes livsglæde komme igen, siger han og tilføjer:

- I den periode følte jeg, at jeg svigtede.

For hans politiske program efterlod ikke meget tid sammen med datteren Signe, som led af skizofreni, og muligheden for at yde den passende omsorg udeblev dermed.

- Det kan jeg godt fortryde i dag, erkender han.

Nyrup havde dog gjort det klart i Statsministeriet, at hvis Signe ringede, så skulle hun straks stilles om – uanset hvilket møde han end måtte sidde i.

Men hun ringede sjældent, for hun vidste, hendes far havde travlt, fortæller han.

- Hun betalte en pris der for det job. Og det tror jeg, hun gjorde uden at sige det rigtigt til mig.

Siden Signe døde har han haft en kasse stående med nogle af hendes ejendele. Blandt andet hendes dagbøger.

Da Nyrup har læst en passage fra en af de svære tider højt, kigger han op og siger:

- Sådan et brev ville jeg godt have kendt på det tidspunkt. Det er lige før, man siger til sig selv: ”Hvis jeg havde kendt det, så var jeg kommet farende”.

Når de mørke tanker overmandede Signe, kunne sang og guitarspil for det hele til at lysne lidt, mindes Nyrup.

- Signe var meget glad for at synge, hun var glad for at spille guitar. Og jeg kunne simpelt hen mærke på hende, at når hun sad med hendes guitar, faldt der en ro over hende. Det kan meget vel have været hendes værktøj (til at slippe trangen til selvmord, red.), siger han.

Men han ved det ikke, for han fik aldrig spurgt hende.

Forældre forbudt

Når han ser tilbage på dengang, mindes han magtesløsheden. Og frustrationen over ikke at blive grebet af psykiatrien og forvisset om, at hans datter nok skal blive rask.

Han beskriver årene som de mest smertefulde, han kan komme i tanke om.

- Nummer 1: Du aner ikke dine levende råd om, hvad din datter egentlig fejler. Hun har det dårligt, men du aner ikke, hvad der skal til for at hjælpe hende. Nummer 2: Dem, du spørger, de aner det sgu egentlig heller ikke, siger han og fortsætter:

- Nummer 3: Du er tilbageholdende med at stille krav til dem, der skal tage sig af Signe eller kritisere. Man er jo skidebange for, at lægen skal blive sur på en. Det er en meget ubehagelig situation at være i, når det gælder den, man elsker højere end noget andet menneske.

Dengang var forældre ifølge Nyrup ikke inddraget i børnenes psykiatriske behandling på samme måde, som de er i dag. De var nærmest et problem i psykiatrien, fortæller han.

- Jeg tiltræder den 25. januar 1993, og min datter tager sit eget liv i august 1993, mens jeg er på officielt besøg i Grønland. Det var meget traumatisk. Det var det, siger han og bliver tydeligt berørt.

- Det, der skete med mig, da jeg mistede Signe, var jo et kæmpestort spørgsmål om alting. Selve livet og det, man kalder meningen. Hvad skulle jeg overhovedet gøre? Var der overhovedet noget, der betød noget? Hvad havde værdi længere?

Det var arbejdet, der gjorde at han kunne komme videre.

Psykiatrien og psykisk sårbarhed blev hans hjertebarn efterfølgende i hans politiske karriere – og er det stadig. I dag bruger han det meste af sin tid på Headspace, som rådgiver unge med sårbare sind.

- Signe efterlod sig en viden, en glæde, nogle afgørende øjeblikke, som jeg kan bringe videre. Det betyder så også, at jeg kan sige: ”Signe levede ikke forgæves”.

”Nyrup – Signes far: Katastrofen” kan ses på DR 1 klokken 21.30 og på DRTV