Bemærkede du? Mary bar helt særligt smykke
Mary var elegant som altid, da hun mandag formiddag trådte ud af Store Krone på sin første arbejdsdag som dronning af Danmark.
Hun og kong Frederik deltog i Folketingets markering af tronskiftet, og Mary havde fundet et helt særligt smykke frem til lejligheden.
På brystet af den stilfulde blå kjole bar hun en broche bestående af en stor funklende safir omkranset af perler og brillanter.

Mary fik brochen i barselsgave af dronning Margrethe og hun luftede den første gang kort efter, da kronprins Christian blev døbt.
Den kom på igen, da kronprins Christian blev konfirmeret og igen, da han i efteråret fyldte 18 år.
Margrethe fik den selv af sin mor, dronning Ingrid.
- Jeg tror, at jeg selv blev så rørt over, at min mor gav mig den, og at det skabte en særlig forbindelse, og derfor syntes jeg, at smykket skulle gå videre til prins Christians mor.
- Det hører også med til historien, at på det tidspunkt boede Kronprinseparret ude i Kancellihuset, hvor de nu bor om sommeren. Der havde min mor jo boet, Kronprinsens mormor, og han var meget knyttet til sin mormor, så jeg synes, at det var et eller andet.
- Den skulle videre den vej, fortæller hun i bogen "En dronnings smykkeskrin – 50 år som regent fortalt i smykker” fra 2022.