Ærlig Kirkeløkke: - Jeg savner min familie

LÆS OGSÅ: Nu bekræfter Niclas Kirkeløkke forhold til radiovært
Niclas Kirkeløkke har i snart fem år boet i Tyskland, hvor han tog til i 2019 fra GOG på Fyn til Rhein-Neckar Löwen.
Byen Mannheim, hvor Löwen holder til, ligger i den sydlige del af landet - næsten 1000 kilometer fra Amager, hvor Niclas Kirkeløkke netop har købt lejlighed med kæresten, P3-værten Marie Hobitz.
Det er altså ikke lige rundt om hjørnet og gør også, at det har været svært for Kirkeløkke at få besøg de seneste år. Det fortæller den 29-årige back i et interview med Ekstra Bladet.
- Jeg savner klart mest min familie og mine venner, når jeg bor meget langt væk nede i Sydtyskland.
Den danske landsholdsspiller rykker dog snart tættere på Danmark, når han til sommer skifter til SG Flensburg-Handewitt, der ligger meget tæt på grænsen til Danmark.
Det bliver altså nemmere på for landsholdsprofilen at få besøg i fremtiden, men for nu koncentrerer han sig om EM, der spilles i netop Tyskland.
Mellemrunden spilles i Hamborg, og hvis det lykkes at komme dertil, kan Niclas Kirkeløkke se frem til at få besøg:
- Hvis vi kommer videre til mellemrunden i Hamborg, så kommer både mine forældre og min kæreste. Ja, lidt af det hele, hvis vi skal spille der, fortæller han til Ekstra Bladet.
Danmark indledte turneringen torsdag med en sejr over Tjekkiet. Lørdag venter Grækenland i en kamp der spilles 20.30.