Ejer idømt 60 dages ubetinget fængsel: Hvalpen Liv lænket til radiator

Det er en sag, som Dyreværnet aldrig glemmer: En lille hundehvalp sad lænket til en radiator; alt for lille og tæt på at dø.
Nu har ejeren så fået stadfæstet sin dom i den opsigtsvækkende og ikke mindst urovækkende sag. Ejeren fik 60 dages ubetinget fængsel.
Da dommen blev afsagt brød Dyreværnets personale ud i gråd.

- I alt den tid jeg har været hos Dyreværnet har jeg aldrig oplevet, at mishandling har ført til fængselsstraf. Selvom Liv skulle gennemgå så forfærdelige ting, er det alligevel en glædes dag. Livs sag har dannet præcedens for fremtidige sager, og det er en kæmpe sejr for os, udtaler Internats chef Maria Rønde Jakobsen i en pressemeddelelse.

Lille Liv var fire måneder gammel, da hun blev reddet. Hun blev fundet lænket til en radiator, efter hendes ejer var blevet indlagt. Hun var så svagelig, at hun ikke kunne stå på benene. Den lille hvalp blev hastet til Dyreværnets internat i Rødovre, hvor hele dyrlægeteamet stod klar til at behandle hende.

Her kunne dyrlægerne konstatere, at lille Liv blot vejede fem kilo. Det er halvt så meget, som hun burde.
- Liv var så afkræftet, at hun hverken kunne gå eller stå og så dehydreret, at den væske hun med det samme blev tilført via drop, var i allersidste øjeblik. Den lille krop var lige ved at lukke ned, så var der gået en dag mere, var hun gået bort, fortæller Dyreværnets dyrlæge Sophie Haack-Hamilton.
Sophie blev troligt ved lille Liv hele døgnet – blandt andet ved at ligge i arm med hende under dynen.
Trods den hårde start på livet har lille Liv det godt i dag. Hun har fået en ny familie og stortrives:
- Hun er kommet til en familie med to store teenagere og er blevet familiens kæledække. Hun er med dem overalt og lever i dag bare livet – præcis som en hund skal.