Annonce
Nyheder9. jan. 2024

Skud på direkte tv: Bevæbnet grupper kaprer tv-station

Ecuador er i undtagelsestilstand, efter at en narkobaron stak af fra fængslet. Der er hørt skud på direkte tv
Af: Ritzau
Annonce

En gruppe maskerede personer bevæbnede med geværer og granater har tirsdag aften dansk tid indtaget en statslig tv-station i Ecuador.

Seerne har kunnet følge med i begivenhederne på direkte tv, hvor der både er hørt skud og råb. Tilsyneladende er flere af tv-stationen TC's journalister og andre ansatte blevet taget som gidsler.

Det skriver nyhedsbureauerne Reuters og AFP.

Situationen udspiller sig på et tidspunkt, hvor der er erklæret undtagelsestilstand i Ecuador som følge af narkobaronen Jose Adolfo Macias flugt fra ét af landets fængsler.

- Politienheder i Quito (hovedstaden, red.) og Guayaquil har modtaget anmeldelse om denne ulovlige handling og er allerede på gerningsstedet, skriver Ecuadors politi i en kortfattet udtalelse ifølge AFP.

Annonce

Tv-stationen, som er blevet indtaget, ligger i havnebyen Guayaquil. Byen er plaget af omfattende narkokriminalitet.

Tirsdag aften er der desuden meldinger om, at mindst syv politibetjente er blevet bortført, skriver Reuters. Derudover har der været eksplosioner i Quito samt i provinserne Esmeraldas og Los Rios.

Ecuadors præsident, Daniel Noboa, annoncerede natten til tirsdag, at soldater sættes ind i landets gader og fængsler i foreløbig 60 dage som følge af Jose Adolfo Macias flugt.

Narkobaronen fik i 2011 en straf for organiseret kriminalitet, narkohandel og drab. Han er i dømt i alt 34 års fængsel.

Annonce

Sponsoreret indhold