Færøernes abortlov skal ændres, så kvinder kan få en fri abort til udgangen af den 12. graviditetsuge.
Det mener den færøske regering, der har sendt et lovforslag i høring. Det skriver det færøske medie KVR, og det fremgår også af det færøske justitsministeriums hjemmeside.
Abortlovgivningen på Færøerne stammer tilbage fra 1956. Det er kun i særlige tilfælde, at gravide på Færøerne kan få en abort, som reglerne er i dag. Abort er dermed som udgangspunkt forbudt.
Kvinder kan kun få en abort i dag, hvis det eksempelvis vurderes, at der er alvorlig fare for kvindens liv eller helbred eller, kvinden har været udsat for voldtægt eller incest.
Ifølge landsstyreformand for justits, Bjarni Kárason Petersen, er formålet med det nye lovforslag blandt andet at gøre abortlovgivningen tidssvarende.
- Det er ikke nemt at finde en løsning, der tilfredsstiller alle holdninger til dette meget følsomme emne.
- Men kvindens ret til at bestemme over sin egen krop og sin reproduktive sundhed vejer højt i denne sammenhæng, siger Bjarni Kárason Petersen ifølge KVR.
Danmark fik fri abort i 1973, hvor Færøerne valgte at beholde lovgivningen fra 1956.