Nyheder15. december 2023

Kvinder laver oftest julemaden – og det giver stress

Det er oftest kvinder, der står i køkkenet og kokkerer i juledagene, hvilket forhøjer stressniveauet
Woman, tired and apron tired from working in cafe, home or cooking job. Girl, chef and cook with headache from cooking burnout or work for service in cafe, kitchen or coffee shop in London.
Flere kvinder end mænd står for flæskesteg, and og brunede kartofler juleaften, hvilket er noget, der kan mærkes på stressniveauet.
 Foto: Colourbox

- Moder er i køkkenet, nu skal hun traktere.

Ja, selv om Peter Fabers tekst til ”Højt fra træets grønne top” er fra 1848, så gælder det stadig i 2023.

For det er oftere kvinden end manden, der står i køkkenet, når julemaden skal laves.

Det viser en ny undersøgelse fra YouGov, der er foretaget af HelloFresh.

Her svarer 28 procent af danskerne, at ansvaret for familiens julemåltid ligger hos mor. Hun topper dermed listen over familiemedlemmer, der kokkerer den 24. december.

Kun 10 procent svarer far på spørgsmålet ”hvem i din familie står typisk for julemaden?”

Den store opgave med madlavningen er noget, der stresser.

Knap hver tredje kvinde svarer, at de føler sig ekstra stressede i december. Det samme gælder blot for 22 procent af mændene.

- Det er stadig oftest mor – og kvinder generelt – der knokler i køkkenet i julen. Det indebærer som regel planlægning, mange indkøbsture, hensyn til alle og naturligvis store mængder mad, og det giver næsten altid et tidspres. Så det er ikke underligt, at det boner negativt ud på stressbarometeret, forklarer kultursociolog og livsstilsekspert Emilia van Hauen.

Hvis man ønsker at komme stressen til livs, lyder rådet, at man bør skære ned på antallet af sociale arrangementer og julegaver samt at påbegynde juleforberedelserne tidligere, end man ellers ville gøre.

- De fleste, der oplever den perfekte jul, er dem, hvor nærværet og hyggen er i top, og ikke hvor der bliver serveret et kæmpe festmåltid med mange gaver. Jo før vi indser det, desto mere glædelig bliver tiden for alle parter, siger kultursociologen.

Sponsoreret indhold