Heidi Frederikke Sigdal scorer nyt job hos FC København

LÆS OGSÅ: Josephine Park bekræfter: Skal skilles
Tirsdag aften sikrede FC København sig videre avancement i Champions League, efter de slog Galatasaray med 1-0 i Parken.
I fremtiden kan det dog være, at ambitionen bliver, at også et kvindehold i FC København skal konkurrere med de helt store i Champions League.
Kvindefodboldholdet skal i hvert fald blive en realitet, og nu har FC København oprustet lidt i jagten på at skabe et succesfuldt kvindehold.
Onsdag melder Heidi Frederikke Sigdal, 45, ud på både Instagram og LinkedIn, at hun har takket ja til at sidde i et spritnyt Advisory Board i FC København.
- Jeg har sagt ja tak til at sidde i et spritnyt Advisory Board i FC København – med det formål at være med til at give klubbens kommende kvindehold stærke vinger.
Rollen får hun sammen med blandt andet Lene Espersen, Jacob Mouritzen og Amalie Bremer.
Sidstnævnte har i efterhånden mange år været fortaler for kvindefodbold og er også vært på ”Kvindefodboldpodcasten”.
- Vi kommer til at bidrage med vores viden og erfaringer på tværs af vores fagligheder: i forhold til branding, juridisk, kommunikativt, politisk. I forhold til fan engagement og kommercielt, skriver Heidi Frederikke Sigdal på de sociale medier.
Efter 17 år som vært på TV 2 meldte Heidi Frederikke ud i sommer, at hun stoppede på skærmen.
Nu kan tv-darlingen, som sidste år viste sig frem på dansegulvet i "Vild med dans", se frem til at arbejde endnu mere med ligestilling i sportens verden.