
Efter "Valdes Jul": Folk valfarter til nordsjællandsk skov

LÆS OGSÅ: "Valdes jul" rager seere til sig: Slår tv-finale
Det er ikke kun Valde, Tala og Ulla, der spiller store roller i dette års TV 2 julekalender "Valdes Jul".
Det store Modertræ, der er at finde i tv-hittets Uendelige Skov, er nemlig også blevet et omdrejningspunkt, og det kan mærkes i Hareskoven, der er beliggende i Furesø Kommune.
Det skriver TV 2 Kosmopol.
Nærmere bestemt er det inde i den nordsjællandske skov, at det ikoniske egetræ står plantet, og lige siden "Valdes Jul" rullede over skærmen for første gang, er det strømmet til med besøgende.
- Der er allerede trampet godt rundt derude. Der er mange fodspor, så vi kan se, at rigtig mange allerede er taget på juletur til træet, fortæller Kristian Kvist, der er forstfuldmægtig i Naturstyrelsen Hovedstaden.

I julekalenderen kaldes det kæmpestore egetræ for "Modertræet", som giver liv til alt, men i virkeligheden bærer det flere hundrede år gamle træ navnet "Skrædderen".
- Skrædderen er det største træ i Hareskovene. Ingen ved præcist, hvor gammelt det er: Men et forsigtigt gæt er mellem 500-600 år, skriver Naturstyrelsen på deres hjemmeside.
Det er da heller ikke så underligt, at folk valfater til skoven for at se det ikoniske egetræ. Julekalenderhittet har nemlig allerede raget en masse seere til sig, og det blev allerede slået fast den 1. december, hvor hele 727.000 danskere så med.
Vil man opleve det ikoniske egetræ, oplyser styrelsen, at man kan følge en 5,8 kilometer lang vandrerute, der er markeret med gule "nissespor" i hele december.