Krimi10. december 2023

Tragisk søndag: Hund forsøgt reddet op af sø

Politiet rykkede søndag formiddag ud til en søredning - her var en hund gået igennem en knapt så frossen sø, og ejeren var fulgt efter
Her forsøger redningsmandskab at live hunden op. Se flere billeder fra aktionen i galleriet i bunden af artiklen.
Her forsøger redningsmandskab at live hunden op. Se flere billeder fra aktionen i galleriet i bunden af artiklen.
 Foto: Presse-fotos

2. søndag i advent er startet tragisk for en familie i Hundige på den københavnske vestegn.

Her omkom en hund efter at være faldet igennem isen på Lille Vejlsesø.

Det viser billeder fra stedet, ligesom Københavns Vestegns Politi bekræfter hændelsesforløbet.

- Klokken 10.25 får vi en anmeldelse om en søredning. Det viser sig, at der er en mand, som er gået ud på isen for at få fat i sin hund, som er gået igennem isen.

Manden var tilsyneladende ude og lufte kæledyret, da hunden pludselig selv var gået ud på isen.

Men da hans firbenede ven faldt igennem, var ejeren hurtig til at forsøge at redde hunden - dog med samme resultat til følge. Manden røg også selv i vandet.

Politi, ambulance og redningsmandskab hastede efterfølgende til stedet, men det lykkedes ikke at redde hundens liv.

- Vi udøvede førstehjælp på hunden, men den klarede det desværre ikke, fortæller vagtchefen til SE og HØR.

Manden blev efterfølgende kørt på hospitalet, men han er ikke kommet alvorligt til skade. Han er dog blevet afkølet efter at have været en tur i det kolde vand.

Hund forsøgt reddet efter fald igennem halvfrossen sø

Sponsoreret indhold