Voldsom anklage: Pony fik amputeret tunge, efter den kostede point til konkurrencer

Kender du mere til sagen? Så hører vi gerne fra dig. Skriv en fortrolig mail til journalisten på saad@sh.dk
Ponyen Nørlunds Vincente har været flyvende.
I dressur indenfor hestesporten har den tidligere deltaget i stævner både inden- og udenfor landets grænser samt været i aktion for det danske landshold.
Men perfekt er Nørlunds Vincente ikke.
For ponyen var nemlig en "tungerækker", hvilket altså betød, at den rakte tungen ud, når der blev redet på den.
Og ifølge TV 2 koster det point i bedømmelserne ved stævner.
Nørlunds Vincente blev derfor sendt til et hestehospital af den tidligere ejer, hvorfor dyrlægen amputerede den yderste del af tungen.
Det skriver TV 2, der henviser til Dansk Ride Forbund, der har undersøgt samt gennemgået dyrlægens journaler og købsaftalen.
Ponyen er nu blevet udelukket for at deltage i stævner under Dansk Ride Forbund på livstid, hvilket Mette Uldahl, veterinærkonsulen, kalder for en "meget alvorlig sag", da tungen er et vigtigt organ for hesten til eksempelvis at kommunikere med andre heste samt sortere foder.
– Derudover handler sagen om, at hesten historisk har haft et sportsligt problem, hvor den rækker tungen ud, fordi den har ubehag. Nu er tungen væk, og vi kan ikke se symptomet. Hesten har fået fjernet sit sprog for at sige, den har ubehag, fortæller Mette Uldahl til TV 2.
Men dyrlæge Palle Brink, der amputerede en del af ponyens tunge, er ikke enig i Dansk Ride Forbunds udlægning af sagen.
Palle Brink mener nemlig, at han har forsøgt at hjælpe hesten. Derudover fortæller dyrlægen, at han har prøvet at ligge al dokumentationen frem i sagen, som kun er hans egne ord.
Ifølge Mette Uldahl har ponyen haft sjældne lidelser i tungen, og derfor havde hun og Dansk Ride Forbund forventet en "god" dokumentation for lidelser, inden dyrlægen amputerede en del af ponyens tunge.
Rideforbundet kritiserer også, at dyrlægen ikke har forsøgt forebyggende behandling eller bare mindre alvorlige indgreb, inden ponyens tunge blev amputeret.
TV 2 skriver, at dyrlæge Palle Brink kan risikere sanktioner på grund af sagen, da amputering er det sidste valg, man foretager sig, efter der er forsøgt en anden behandling.