Krimi5. december 2023

Politiet er overbevist i sag om kæmpe smørtyveri: Planlagt i god tid

24 tons smør er natten til tirsdag forsvundet fra en køleterminal i Herning
24 tons smør stjålet
En grisk smørtyv har været på spil i Herning, hvor gerningsmanden er sluppet af sted med omkring 120.000 pakker smør.
 Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

Julens smør til risengrød og madlavning er blevet dyr de seneste år, og det har fået en grisk smørtyv til at handle.

Tirsdag er lokalpolitiet i Herning på jagt efter en tyv, der er lykkedes med at slippe afsted med hele 24 tons smør.

Selv om politiet indimellem ser, at smør bliver stjålet fra supermarkedet, så er den nyeste lovovertrædelse altså usædvanlig, lyder det fra politiet.

- Nogen har planlagt det i noget tid, siger Henning Præstegaard, der er politiassistent ved lokalpolitiet i Herning til TV MIDTVEST.

Køleterminalen Krone Fleet Danmark var mandag morgen en hel sættevogn fyldt med 120.000 pakker smør fattigere, og ifølge politiet må tyveriet være blevet planlagt nøje.

Smørret forsvandt mellem 2.30 og klokken 8, hvor sættevognen ikke længere var tilkoblet.

Senere fandt politiet den tomme sættevogn, dog uden den store mængde smør, som ifølge politiet umuligt ville kunne transporteres i en personbil.

Derfor leder politiet nu efter vidner, der kan have set en lastvogn evt. med et køleanlæg, som kan indeholde de store mængder smør.

Sponsoreret indhold