Undrede du dig også: Andrea hvad?

Andrea Ulrikke Aagot Hansen.
Sådan lyder hendes fulde navn.
Og hendes navn har nu skabt undren.
Selv om det ikke var til at se på hendes spil mod Chile, hvor hun bankede seks kasser ind, var der alligevel stor forvirring om hende.
Det var der hjemme i stuerne. Men så sandelig også i Boxen i Herning.
På ryggen stod der Aagot. Men på måltavlen stod der Hansen. Og det undskyldte speakeren i Herning for undervejs.
Det behøvede han dog ikke.
– Han skal ikke undskylde på mine vegne i hvert fald. Jeg er temmelig ligeglad, fortæller hovedpersonen selv til TV 2 SPORT.
Men det giver nu også ganske god mening, hvis folk var lidt forvirrede undervejs.
Det var undertegnede i hvert fald.
For det lød lidt underligt, når ekspert Peter Bruun Jørgensen kaldte hende ”Aagot”, da hun spillede sin første kamp ved VM imod Chile.
Og det er der en ganske god forklaring på.
For da hun debuterede for landsholdet tilbage i 2020, stod der ”Hansen” på ryggen.
Og det var også som Andrea Hansen, hun blev præsenteret.

Men nu har Odense-fløjen fået skiftet ud på ryggen.
Nummeret er fortsat 21.
Men Hansen er skiftet ud med Aagot.
– Jeg tror faktisk, at det skete her på landsholdet. Vores holdleder syntes, at der skulle stå Aagot bag på trøjen i stedet for Hansen, da det er lidt mere specielt, og det var så fint for mig. Og nu er et bare blevet en ting, siger hun til TV 2 SPORT.
Andrea Aagot Hansen har ligeledes Aagot stående på trøjen i Odense Håndbold.
Her kom hun til i den igangværende sæson. Inden da spillede hun i København Håndbold.
Hun sad over i den første VM-kamp mod Serbien grundet en lægskade.
Den skade skulle hun meget gerne være kvit nu.
Andrea Aagot Hansen har spillet 28 kampe for det danske A-landshold.