FCK: Falske billetter i omløb til kampen mod Galatasaray

Tirsdag 12. december gæster Galatasaray Parken, når FCK og den tyrkiske storklub tørner sammen i sidste spillerunde i Champions League.
Men allerede nu advarer FCK om falske billetter til det store opgør, der bliver afgørende for begge klubber.
"Vi kan blandt andet se, at der er billetter til salg i udebaneafsnittet, selvom der ikke er udstedt en eneste billet til det afsnit endnu", skriver FCK på sin hjemmeside.
"Derfor skal man kun købe billetter direkte via billet.fck.dk eller som Galatasaray-fan via den tyrkiske klub, der står for salget af billetterne til udeholdets afsnit", lyder det videre.
Afsluttende oplyser FCK, at udeholdets fans vil være placeret på D-tribunen - med adgang via Gunnar Nu Hansens Plads.
Det er også det eneste afsnit, hvor det er tilladt at udvise tilknytning til udeholdet i påklædning eller adfærd, beretter FCK.
Med to kampe tilbage af gruppespillet har både FCK og Galatasaray mulighed for videre avancement i Champions League.
Manchester United, der er gruppe med FCK og Galatasaray, kan også spille sig videre. Bayern München, der topper gruppen, er allerede sikkert videre.
Om det bliver FCK, Galatasaray eller Manchester United, der gør tyskerne selskab, må tiden vise.