Håber på Hollywood: Fanny Bornedal flyver fra reden

CHRISTIAN TAFDRUP FRA "CARMEN CURLERS": – Jeg kan være hysterisk
– Jeg tror, der er mange unge, der kan spejle sig i Kathrine.
– Hun er en ung kvinde, der er i gang med at finde ud af, hvem hun er, hvad hun ønsker for sit liv, og hvilke mennesker hun vil have omkring sig.
– Alle de tanker, som jeg da også har haft i nogle former for identitetskriser: Hvem er jeg? Hvad er mine værdier, håb og drømme?
Ordene er 23-årige Fanny Bornedals, da SE og HØR beder hende fortælle om rollen i DR-hittet ”Carmen Curlers 2”.
Og Fannys egen drøm?
– Jeg har da vel en lille drøm om at få lov til at lave nogle fede projekter andre steder i verden, afslører skuespillerstjerneskuddet.
– Det er ikke, fordi jeg haster med det. Jeg har ikke en drøm om at forlade Danmark.

– Jeg elsker at lave danske ting med mine danske kolleger. Men det er klart, at jeg ikke ville takke nej til at lave en eller anden superfed rolle i en film i USA eller England.
– Det, ville jeg da synes, ville være helt vildt spændende! drømmer hun og konstaterer:
– Det er svært at nå igennem det nåleøje. Det er jo slet ikke alle, det lykkes for.
Fyld min kalender
Fanny Bornedal er datter af filminstruktør Ole Bornedal og koreograf Vicky Leander.
Hendes egen interesse for skuespil blev for alvor vakt, da hun som barn medvirkede i ”Kærlighed på film” (2007), som hendes far instruerede.

– Og så tror jeg bare, at jeg lige siden, jeg lavede den film, hele tiden har sagt, jeg skulle spille være skuespiller, har gået til teater og altid vidst, det var den vej, forklarer Fanny.
Siden fulgte roller i bl.a. julekalenderen ”Den anden verden”, serien ”1864” og filmen ”Journal 64”.
Og ikke mindst ”Carmen Curlers”.
2. sæson er dog for længst optaget.
Det samme er thrilleren ”Nattevagten – dæmoner går i arv”, som får premiere til december, og hvori Fanny har hovedrollen.
Så nu har stjernen mere eller mindre en tom arbejdskalender.
– Lige i øjeblikket sker der ikke så meget, desværre.
– Forhåbentlig går vi gang med en sæson tre (af ”Carmen Curlers”, red.) på et tidspunkt, men nej – ellers ved jeg ikke, hvad jeg skal, siger Fanny Bornedal og fortsætter:
– Det er selvfølgelig ikke optimalt. Jeg ville da ønske, der var noget at se frem til.
– Men det er også noget, man lever med, og som er en del af branchen – og det, jeg har valgt at lave. Det er ikke første gang, jeg ikke lige ved, hvad jeg skal og ikke har noget.
– Med årene lærer man at hvile mere og mere i det, erkender hun.
Pjattet med pilates
I stedet får skuespilleren bl.a. tiden til at gå med pilates.
– Jeg vil sige, at jeg er faldet lidt af på den, men jeg har faktisk dyrket det rimelig meget, røber Bornedal – og fortæller, at det var en interesse, der egentlig begyndte som et nytårsforsæt.
– Jeg prøver at gøre det til en daglig ting.
– Det er en ting, der holder mig lidt i gang, når jeg ikke har noget at lave – og som er godt og dejligt for mig at gøre, fortæller hun.

Kører solo
Fanny Bornedal er i dag ledig på markedet – hun danner nemlig ikke længere par med Carl, som hun for halvandet år siden viste frem som sin kæreste.
– Jeg har ingen kæreste. Jeg kører solo, fortalte hun for nylig til Billed-Bladet.
Skuespilleren satte samtidig sin lejlighed på Vesterbro i København til salg – men hvorfor ønskede hun ikke at fortælle.