Reality7. november 2023

Gustav: Udsat for psykisk vold

Den 29-årige landmand endte i et usundt forhold, hvor han blev manipuleret væk fra sine venner og sin familie
Gustav var på jagt efter kærligheden i den seneste sæson af "Landmand søger kærlighed".
Gustav var på jagt efter kærligheden i den seneste sæson af "Landmand søger kærlighed".
 Foto: Martin Høien

Det, der begyndte med en Tinderdate for mange år siden, endte i psykisk vold og en afskæring af Gustavs venner og siden familie.

Det fortæller 29-årige Gustav Alshauge i podcasten "Landmandsliv", hvor værten er Simone Villumsen, der er udover at være landmand også er certificeret sexolog og parterapeut.

Gustav har netop været med i TV 2-programmet "Landmand søger kærlighed", hvor han forsøgte at finde kærligheden. Og i podcasten åbner han op om en hård fortid i et forhold med psykisk vold.

Det begyndte på en smuk forårsdag. Fra begyndelsen var kemien i top. Forelskelsen buldrede derudaf, og der gik kun et par måneder, før Gustavs kæreste havde flyttet de fleste ting ind hos ham.

– Jeg havde slet ikke bemærket det, før hun en dag spurgte, om jeg ville med op og hente de sidste ting, fortæller Gustav i podcasten.

Han var lidt uforstående, da de ikke havde aftalt, at hun skulle flytte ind hos Gustav.

– Hun havde opsagt sin lejlighed og havde kun 14 dage tilbage, genfortæller Gustav.

Hvirvlet ind i et spind af løgne

Landmanden hjalp kæresten, selv om han var noget chokeret over det. Set i bagklogskabens lys, kan Gustav godt se, at han allerede der var ved at blive hvirvlet ind i et spind af løgne. Det begyndte med historier om pigens egen fortid:

– Der var altid en snag af sandhed i hendes historie, som jeg kunne følge op på, hvis vi var til familiefrokost, og spurgte ind til det, siger Gustav.

Der gik heller ikke lang tid, før Gustavs venner blev en del af fortællingerne.

– Jeg troede bare, hun var venlig og gerne ville vide noget om folk, men hun brugte historierne til at opdigte en historie om, hvad kammeraterne havde lavet af vilde ting, siger Gustav.

Gustav syntes, det lød mærkeligt, men der var altid noget i historien, som Gustav kendte i forvejen. Derfor troede han på ekskæresten. Og langsomt skrumpede hans omgangskreds ind, da hun skabte splid mellem dem.

– Så splittedes vi ad. Og så begyndte hun at komme med historier om min familie. Hun sagde, at min far havde stået og begloet hende, husker Gustav.

– Jeg gik nøgen rundt i huset, og så stod han bare og stirrede ind, fortalte ekskæresten en måbende Gustav.

Fik stress af kæresten

Selv om ekskæresten observationer ikke stemte overens med hans egne billeder af sine venner og familie, så valgte han at stole på sin kæreste. I dag kan han se, at det var dumt, men hun fjernede fokus og manipulerede med ham.

– Til sidst var det kun hende og mig hjemme på gården, der kom aldrig nogen. Kun hendes forældre kom på besøg. Jeg måtte ikke få besøg af mine forældre. Hvis vi skulle være sammen med dem, så skulle vi køre hjem til dem, siger Gustav i podcasten "Landmandsliv".

Han begyndte at få det fysisk dårligt med hjertebanken, stammen og hukommelsestab. Han troede, det skyldtes et stort arbejdspres og blev til sidst sygemeldt med stress. Men det at være hjemme med kæresten gjorde ham kun mere syg.

Gustav begyndte til psykolog, og selv om han ikke anede, hvad der var galt, så fandt han langsomt kilden til problemet.

Da han meddelte ekskæresten, at deres forhold var slut, truede hun med at tage sit eget liv, det fik Gustav til at blive lidt længere, men til sidst kom han ud af det usunde forhold.

Sig det til nogen

Han har det i dag godt og har bearbejdet det med en terapeut og åbenhed. Det vil han også råde andre til.

– Lad være med at gå og putte med det. Sig det til nogen. Måske ikke den nærmeste, men nogle du stoler på, måske en terapeut og sig, der er noget galt, men jeg ved ikke hvad, siger Gustav.

I dag har Gustav det godt, og han har atter fået det godt med sine venner og sin familie.

– Jeg fortalte, hvad jeg havde været igennem, og at jeg var ked af, at det var gået den vej, siger Gustav i podcasten.

Sponsoreret indhold