Jens Rohde med skørt karriereskift: Stiller op som formand

De fleste danskere er nok vant til at se Jens Rohde i forbindelse med dansk politik, hvor han har været medlem af Venstre, Radikale Venstre, Kristendemokraterne og nu Venstre igen.
Men det ser ud til, at han nu går en helt anden vej.
Ifølge Ekstra Bladet stiller han nemlig op til formandsvalget i Dansk Fodbolddommer Union.
– Jeg er blevet opfordret til at stille op. Og en enig bestyrelse med den nuværende formand bakker op om mit kandidatur, siger Jens Rohde til Ekstra Bladet.
Lørdag er der delegeretmøde på Fyn, og det er her den nye formand skal findes.
Det ser dog godt ud for Venstre-politikeren. Han er nemlig på nuværende tidspunkt den eneste, der stiller op.
Jens Rohde er da heller ikke uden erfaring, når det kommer til at dømme fodboldkampe.
Siden han fik sit dommerkort for to år siden, har han nemlig dømt 150 kampe i de lavere danske rækker.
Jens Rohde går til valg på at fastholde de nye danske dommere, så de bliver ved med at dømme fodboldkampe.
Ifølge ham mangler der lige nu 2000 dommere i Danmark.
Derudover vil han gøre vikarerne bedre for de danske dommere, mens flere skal professionaliseres.