"Huset" er blevet solgt til flere verdensdele

Fængselsdramaet på DR, ”Huset”, begejstrede ikke kun anmeldere, men blev også set af op mod 773.000 seere på stream, eller når den rullede over skærmene i de danske hjem søndag aften.
Og nu rækker succesen ud over de danske grænser – og følger således efter en lang tradition dansk tv-succes, der nyder stor popularitet også i udlandet.
DR oplyser i en pressemeddelelse, at ”Huset” er solgt til flere verdensdele.
Det er DR Internationalt Salg, der er lykkedes med at lave en aftale med den britiske public service-kanal, der vil vise ”Huset” i Storbritannien og Irland.
Herudover er fængselsdramaet solgt til Frankrig (Canal+ og Polar+), USA, (MHz Network), Australien (SBS), Holland (NPO) og Belgien (BE TV).
Og det stopper ikke her.
Fantastisk cast
Flere andre lande er ifølge DR interesserede i også at opleve Sofie Gråbøl, David Dencik, Youssef Wayne Hvidtfeldt og Charlotte Fich på skærmen.
- "Huset" er et autentisk, komplekst og overbevisende portræt af de barske realiteter i livet i fængslet, hvor det ikke kun er de indsatte, der er fanget, siger lederen for BBC’s programindkøb Sue Deeks i forbindelse med aftalen.
I Holland har seriens fremragende cast blandt andet spillet en rolle i forhold til købet.
- Serien handler om mennesker med gode intentioner, der tvinges ud i svære situationer. Der er en serie med et fantastisk cast og en serie, der passer godt til os som public broadcaster, siger Evelyn Bloemena, der er programkoordinator på public service-stationen NPO.

Hos DR’s fiktionschef Henriette Marienlund er der stor begejstring at spore, og hun glæder sig over, at ”Huset” nu er på vej ud i verden.
- At ikke bare danskerne, men også udlandet i form af både en flot pris og gode salg kan se den høje kvalitet og relevans i "Huset" er naturligvis virkelig glædeligt. Det beviser for mig, at de personlige dilemmaer, der udgør essensen i serien, ikke kun giver genlyd i en national kontekst, men tilbyder mere universelle menneskelige fortællinger om, hvor svært det kan være at træffe det rigtige valg, siger hun.
Udover de allerede nævnte lande skal "Huset" også vises i Norge, Sverige, Finland og Island, da DR-dramaserien er produceret som en del af det nordiske dramasamarbejde mellem public service-stationer, Nordic 12.
"Huset" havde tidligere i år verdenspremiere på festivalen Canneseries, og derudover deltager fængselsserien i denne og de kommende uger på Nordic Film Days Lübeck, Geneva International Film Festival og Serielizados Fest i Barcelona.
De otte afsnit af ”Huset” kan fortsat ses på DRTV.